Sandhed til Gudfrygtighed

Erik Pontoppidan

 

 

Sandhed til Gudfrygtighed er skrevet af biskop Erik Pontoppidan og blev udgivet i forbindelse med konfirmationens almindelige indførelse i Danmark og Norge i 1737.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er det nok den bog af en dansk forfatter, der er trykt i flest eksemplarer.

Samtidig er den en af de mest gennemautoriserede danske bøger. Den er udarbejdet efter kongelig befaling. Det teologiske indhold er godkendt af C.L. Leth, professor i dogmatik ved Københavns universitet. Og den er autoriseret til brug i både kirker og skoler af hele tre konger på rad, nemlig af Christian VI, Frederik V og Christian VII.

 

Sandhed til Gudfrygtighed bygget i stor grad på Philip Jakob Speners tyske udgave (Einfältige Erklärung Der Christlichen Lehr, Nach der Ordnung deß kleinen Catechismi deß theuren Manns Gottes Lutheri : In Fragen und Antwort verfasset, Und mit nöthigen Zeugnüssen der Schrifft bewehret. Franckfurt 1677).
      Pontoppidans forklaring gennemgår Luthers lille katekismus i 759 spørgsmål og svar, mod Speners 1283. Sammenlignet med Speners forklaring var teksten reduceret til ca. ⅓.  Pontoppidan kunne på denne baggrund med rette hævde at hans udgave var rimelig kort. 

 

Erik Pontoppidan blev født i Århus 24. august 1698. Han blev kongelig hofpræst i 1735 og i 1738 professor i teologi. Fra 1748-55 var han biskop i Bergen, men vendte igen tilbage til Københavns Universitet i 1755 som prokansler. Her døde han i 1764.

 

Bogen kan ses her på web-siden både i en fotografisk gengivelse af originaludgaven fra 1737 (klik her) og i en digitaliseret udgave med moderne typografi.

 

Århus, februar 2008
Cand.theol.
Finn B. Andersen

 

 

 

Sandhed

Til

Gudfrygtighed

 

Udi

En enfoldig og efter mulighed kort,

dog tilstrækkelig

 

Forklaring

over

Dr.theol. Martin Luthers

Lille Katekismus,

 

Indeholdende alt det, som den, der vil blive salig,

har behov at vide og gøre

 

På

Kongelig allernådigste befaling.

Til almindelig brug.

_______________________________________

København

Udi det kongelige Wäysenhuses bogtrykkeri

Og på dets forlag,

Trykt af Gottmann Friderich Kisel, 1738.

______________

Imprimatur.

C. L. Leth.

 

 

 

Immanuel

Den Gud, som vil, at alle mennesker skulle blive salige, vil også, at de alle skulle komme til sandheds kundskab, ja vokse og gå frem i den samme efter de lejligheder og hjælpemidler, som tilbydes dem i én verdens alder mere end i den anden.

       Nu lever vi i en tid, da verdslig visdom og alle de kunster, som derpå grundes, er opstegne til en højere grad, end vore forfædre muligt havde forestillet sig. Ingen vil længere synes halvforfaren [halvlært] i sin videnskab. Det, man giver sig ud for, vil enhver forstå til gavns. Ak! Hvor meget mere burde man være så sindet i henseende til Guds og vor saliggørelses kundskab, som, i det mindste efter udvortes anseelse, er vores alles profession, eller det vi giver os ud for at vide og omgås med!

       En ordentlig, grundig og tilstrækkelig indsigt i religionens sandheder burde jo være det ypperste mål for deres bestræbelser, som ikke vil regnes timelig og evig til de dårers tal, der bekymre sig for mange ting, men ikke agte det ene fornødne.

       Vel sandt, at Guds kundskab ikke altid og hos alle drager hans sande frygt, kærlighed og lydighed efter sig. Der findes en vittighed uden samvittighed, en kundskab uden kraft; denne opblæser, i stedet for den skulle opbygge. Herpå har vore tiders forfarenhed [lærdhed] de allerstørste eksempler at fremvise.

       Ser jeg på vore forfædre, da synes mig, de gjorde mere, end de vidste, men vi véd mere, end vi gøre. De lignede en frugtbar Lea med svage øjne, vi en ufrugtbar Rakel med skøn anseelse. Ikke desto mindre beholder sandheds kundskab sin uvurderlige pris, for skønt vor Herre Jesus, Joh 13, 17, ikke priser nogen salig, fordi de véd, med mindre at de også gør, hvad de véd, så sætter han dog videnskab foran, som det, der først udkræves til troen, uden hvilken det er umuligt at tækkes Gud i al sin gerning. Den troskab, mange meget enfoldige viser i at vandre efter det lidet lys, de har, lader os vist slutte, at deres vandring var endnu langt bedre, hvis deres indsigt i sandheden var mere fuldkommen. Den, der gør i tusmørke en gerning, som udkræver dagens lys, får den måske også gjort, men med større møje, fare og forhaling. Mørket er aldeles ikke det, der hjælper ham, men det lidet lys, som derhos findes, og jo mere samme vokser i morgenstunden, jo visere kan han, om han vil, fortsætte sin gerning.

       Så sandt som dette er, så øjensynlig er også vore tiders fordel frem for vore forfædres. Hvorfor man også ved denne forklaring over salige Dr. Luthers liden katekismus har stræbt at udbrede samme fordel af de saliggørende sandheders klarere kundskab blandt den unge og enfoldige [ulærte] almue her til lands. Årsagen, som til dette arbejde har givet anledning, er særdeles denne, at næsten ethvert stift hidtil har haft sin egen særlige katekismus, og da nogle præster have fundet den på deres sted brugelige i en eller anden henseende ikke så tilstrækkelig, som de ønskede, så har de af redelig omhu selv forfattet og i deres menighed indført visse skrevne spørgsmål. Skønt nu lærdommens grund kunne være den samme, har dog den forskellige lærdoms form ikke syntes så bekvem som en almindelig og efter nødtørftighed tilstrækkelig, samt med Skriftens sprog overalt bekræftet Katekismus-Forklaring, opsat efter kongelig allernådigst til mig skriftlig udstedt befaling, og af vedkommende prøvet efter de sunde ords form.

       Om nu denne Katekismus-Forklaring er så tilstrækkelig, tydelig, ordentlig og akkurat, som de, der omgås med ungdommens undervisning, kunne ønske, vil efter nogen tids forløb vise sig. Imidlertid måtte de, som ikke med alting er tilfredse, betænke, hvad vanskelighed der er ved at forene i en kateketisk forklaring fuldstændighed, korthed, klarhed, ordentlighed og renhed af alle den kristne lærdoms fornødne sandheder. Udi disse egenskabers fuldkomne forening kan man altid forestille sig en højere grad, hvis mulighed jeg heller ikke vil nægte, men den, der selv lægger hånd på arbejdet, skal befinde, hvad vanskelighed der er ved at ramme alting efter hver mands ønske i det slags skrifter, hvor intet må forses imod ungdommens ihukommelse ved vidtløftighed, intet imod dens begreb ved mørkhed, intet imod sandheden ved fremmede blandinger, intet imod sandhedernes sammenhæng ved uorden, og intet imod ordenes rette natur ved affekterede og tvungne sammensætninger. Har jeg ikke overalt fuldkomment nået dette mål, så har jeg dog alvorlig sigtet dertil.

       Jeg overgiver da disse Guds Ord efter Høj-kongelige allernådigste befaling til almindelig brug i vore kirker og skoler.

       Herren trykke selv sit indsegl herpå ved sin nådes udøselse i alle læseres, særdeles de unges, hjerter! Hvad jeg uvægerlig skulle, men aldrig selv udvalgte at gøre, har jeg gjort, så godt som jeg kunne. De ufuldkomne dele deraf bliver derfor egentligst mine. Udi øvrigt er det et ord, som på hin dag skal dømme sine ubodfærdige og vantro foragtere eller modsigere, men gøre de sjæle salige, som sagtmodigt i troen antage dets indplantelse.

København, den 9. oktober 1737.

E. Pontoppidan.

 

 

P. S.
Erindring til skolelærerne

1) De spørgsmål, som med streger i bredden findes markeret, og således tydeligt adskilte, kan alene læses og eftertænkes i bogen, men ikke læres uden ad NB af de tungnemmede og med alt for lidt skole-gangs tid forsynede børn. Men de, der ikke har mangel på tid eller nemme, bør ikke gå noget stykke forbi. Når dette agtes, da kan ingen med rette besvære sig over, at bogen skulle være for stor eller vanskelig, at lære uden ad, da en tredjedel eller fjerdedel deraf er markeret.

2) De ord udi sprogene [bibelcitaterne], i hvilke bevisningens kraft egentlig ligger, findes ved trykken adskilte fra de øvrige med anden stil.

 

 

 

 

Indgang

1. Kære barn, vil du ikke gerne være lykkelig på jorden og salig i himmelen?

Jo, kunne jeg kun blive det.

 

2. Vil du da gå den vej, som fører dig til dette mål?

Ja, dersom jeg kan finde den.

 

3. Tror du ikke, der er en Gud til?

Jo, for verden kan umuligt have skabt sig selv, men må have en årsag, ældre og højere end alle ting, hvilket evige væsen kaldes Gud.

 

4. Tror du ikke, Gud råder for saligheden?

Jo, visselig, for han er over alle ting.

 

5. Tror du ikke, at denne Gud under dig saligheden?

Jo, for han er en god Gud.

 

6. Mon Gud da ikke vil vise dig saligheds vej?

Jo, det kan ikke fejle.

 

7. Hvorved viser Gud dig og mig denne vej?

Ved sit ord.

 

8. Har vi da dette Guds Ord iblandt os?

Ja, i Den Hellige Skrift, som kaldes bibelen.

 

*9. Har verden altid haft Guds Ord?

Ja, ved umiddelbare åbenbaringer og de aldrende fædres mundtlige undervisning fra slægt til slægt har menneskene før Moses tid haft Guds Ord, men skriftlig var det ikke optegnet, førend Moses dermed gjorde en begyndelse.

 

10. Hvem har skrevet bibelen?

De hellige profeter, evangelister og apostle.

 

11. Men var disse ikke mennesker?

Jo.

 

12. Hvorledes er da deres ord Guds Ord?

Fordi Guds Ånd har givet dem i sinde alt hvad og med hvilke ord, de skulle skrive.

2 Tim 3, 15. 16. 17. Fordi du ved Den Hellige Skrift af barndom, som kan gøre dig vis til saliggørelse ved troen, som er i Kristus Jesus. Den ganske skrift er indblæst af Gud og nyttig til lærdom, til straf, til rettelse, til optugtelse, som er i retfærdighed: at det Guds menneske skal være fuldkomment, beredt til al god gerning.

2 Pet 1, 21. Der er ikke nogen sinde en profeti fremkommet af menneskelig vilje, men de hellige Guds mennesker talte, idet de blev drevne af Helligånden. Matt 10, 19. 1 Kor 2, 13.

 

*13. Hvoraf kender man, at just denne skrift, som vi har, er det sande Guds Ord?

Af adskillige ting, som jødernes, tyrkernes og andre ældgamle slægters tilståelse, da de beråber sig på samme ord; af skribenternes overensstemmelse, af spådommenes opfyldelse, af de mangfoldige miraklers stadfæstelse og endelig af den store fremgang, dette ord har haft uden tvang og menneskelig magt, ja midt i de blodigste forfølgelser, da så mange tusinde martyrer har beseglet sandheden med deres blod.

 

*14. Men hvad skal den gøre, som ikke endda tror, at skriften er Guds Ord?

Han skal kun forsøge at adlyde ordet og give dets virkning rum i sit hjerte, da mærker han snart, at det har en overnaturlig og ret guddommelig fynd, kraft, liv og ånd hos sig til at oplyse, overbevise, opmuntre, trøste og straffe samvittigheden.

Joh 7, 17. Dersom nogen vil gøre hans vilje, han skal kende, om lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv. Sl 50, 23.

 

15. Skal vi endelig antage Den Hellige Skrift for vor tros og levneds eneste visse og fuldkomne rettesnor?

Ja visselig.

Luk 16, 29. De har Moses og profeterne, lad dem høre dem. Joh 20, 31.

 

16. Må man da ikke grunde sin tro og levned på umiddelbare åbenbaringer, drømme, egen fornufts indbildning, andre menneskers myndighed og eksempler, gammel mening, ordsprog, vedtægt og sædvane eller noget sådant?

Nej, derpå grundes ingen sand tro og lydighed, men overtro, ugudelighed og selvvalgt dyrkelse, som er Gud imod.

Gal 1, 8. Men dersom og vi eller en engel af himmelen prædiker evangelium for jer, foruden det vi prædikede jer, han være en forbandet ting!

Matt 15, 9. Men de dyrker mig forgæves, idet de lærer sådanne lærdomme, som er menneskers bud.

 

17. Har Guds Ord endnu flere særdeles egenskaber frem for menneskets ord?

Ja, næst dets guddommelige vished, kraft og fuldkommenhed, som allerede er vist, har det en særdeles klarhed til at oplyse os af naturen blinde mennesker.

Sl 119, 105. Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti.

 

18. Er bibelen dog ikke mørk og utydelig for de enfoldige og ulærde?

I alle ting, som udkræves at vide til salighed, er den klar nok for den, som ret omgås dermed, enten han er læg eller lærd.

2 Tim 3, 15-17.

 

19. Hvorledes omgås man da ret med Guds Ord?

Når man først sukker til Gud om hans ånds oplysning, dernæst læser med god andagt og alvorlig eftertanke, med villigt forsæt at ville leve efter ordet, samt virkelig lydighed og øvelse. Når man søger at stille sin sjæls hunger, og ikke sin kødelige nysgerrighed deri, og endelig, når man ikke hendrager ordenes forstand efter sine egne begæringer, men søger upartisk deri den sandhed, som er til gudfrygtighed, og prøver sit eget hjerte derefter.

Joh 5, 39-40. Kap. 7, 17.

 

20. Kan man ikke af egen blot naturlig fornuft forstå og udlægge skriften til saligheds kundskab?

Nej, for vor fornuft er ved synden fordærvet.

1 Kor 2, 14. Det naturlige menneske fatter ikke de ting, som hører Guds Ånd til, for de er ham en dårlighed, og han kan ikke kende dem, for de dømmes åndeligt. Ef 1, 17.

 

21. Af hvem skal skriften læses?

Af alle, og altså ikke alene af lærerne, men og af tilhørerne; alle har ikke alene frihed og rettighed til at læse skriften, men det er dem endog befalet som en pligt, ja det er i sig selv en guddommelig velgerning, som enhver kristen med taksigelse og glæde flittig bør betjene sig af til sin velfærd i tid og evighed.

ApG. 17, 11. Og 2 Tim 3, 15. Joh 5, 39. 40.

 

22. Hvorledes deles Den Hellige Skrift?

I Det Gamle Testamente, som af profeterne er skrevet på hebraisk før Kristi tider, og Det Nye Testamente, som af evangelisterne og apostlene er skrevet på græsk efter Kristi tider, og begge dele siden oversat i vore landes sprog til hver mands brug og bedste.

 

*23. Lad mig høre, om du ved i stykkevis, hvad for bøger, der henhører til Det Gamle Testamente?

Deres navne og tal, som i prædiken og læsning forekommer, er efter ordenen, som følger: Fem Mosebøger, én Josvas, én Dommernes og én Ruths bog, to Samuels, to Kongernes og to Krønikernes bøger, én Ezras, én Nehemias, én Esters og én Jobs bog, halvandet hundrede salmer, mestendels digtede af kong David, tre Salomons bøger, kaldet Ordsprogene, Prædikeren og Højsangen. Fire store profeter: Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel. Tolv små profeter: Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias, Malakias.

 

*24. Jeg synes, her fattes nogle, som jeg dog finder i min bibel, som Tobias og Judits bog, Visdommens bog, Siraks bog, Baruks bog. De korte historier om Susanna og dragen i Babylon, Makkabæernes bøger og Manasses bøn.

      Disse sidste bøger er ikke som de andre kanoniske eller regelrette og af Guds Ånd indblæste, men kaldes til forskel apokryfiske eller skjulte, fordi de ikke er af den værdi og myndighed, endskønt de indeholder nogle gode lærdomme.

 

*25. Hvilke er Det Nye Testamentes bøger?

De fire evangelister, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, Apostlenes Gerninger, apostlenes sendebreve, nemlig: Paulus ét til romerne, to til korintherne, ét til galaterne, ét til efeserne, ét til filipperne, ét til kolossenserne, to til thessalonikerne, to til Timotheus, ét til Titus, ét til Filemon, ét til hebræerne. Og så syv almindelige breve af de andre apostle, nemlig: Jakob ét, Peter to, og Johannes tre, Judas ét, og endelig bliver bibelens sidste bog Johannes’ Åbenbaring, og alle disse er umiddelbart indblæste af Helligånden.

 

26. Hvad er dog kernen og det korteste indhold af alle de bibelske bøger?

Det er den store sandhed, at Jesus er Kristus, vejen, livet og sandheden til salighed for alle troende sjæle.

Joh 20, 31. Men disse ting er skrevne, at I skal tro, at Jesus er den Kristus, den Guds søn, og at I, som tror, skal have livet i hans navn.

 

27. Hvad forskel er der på lærdommen i Det Gamle og Nye Testamente?

Profeterne i Det Gamle Testamente vidnede ved spådomme og forbilleder om Kristus, som skulle komme, men evangelisterne og apostlene vidner i Det Nye Testamente ved klare og tydelige ord om ham, som allerede er kommen i verden.

 

28. Men fordi bibelen er en stor bog, hvorledes kan da de unge og enfoldige finde denne skriftens kerne?

De kan først behjælpe sig med Luthers Katekismus.

 

29. Hvad er en katekismus?

Den er en lille bibel eller kort begreb af Guds Ord om vor tro og levned, forfattet i spørgsmål og gensvar.

 

*30. Hvad har Luther i sin lille katekismus sat over enhver part til opbyggelig erindring?

De ord: hvorledes en husfader enfoldig skal undervise sit husfolk.

 

*31. Er dette da alle husfædres pligt?

Ja visselig.

5 Mos 6, 6-7. Disse ord, som jeg byder dig i dag, skal være på dit hjerte, og du skal gentage dem for dine børn og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, og når du lægger dig, og når du opstår.

 

32. Hvor mange er katekismens hovedparter?

Fem, af hvilke den første handler om de ti Guds bud, den anden om troens artikler, den tredje om Herrens bøn, den fjerde om dåbens sakramente, den femte om alterets sakramente, hvorefter følger hustavlen, som indeholder hvert menneskes pligt efter sin stand, og denne findes her indført i det fjerde og sjette bud.

 

33. Kan dette ikke fattes kortere?

Jo, for al katekismens indhold henhører enten til loven eller til evangelium.

 

34. Hvad er loven?

En lærdom, i hvilken Gud viser os sin retfærdighed, lærer os, hvordan vi bør være, hvad vi skal gøre, og truer os, om vi efterlader det eller gør tvært imod.

 

35. Hvad er evangelium?

En lærdom, i hvilken Gud viser os sin barmhjertighed i Kristus, tilbyder os den samme, lærer, hvad vi skal tro, og lover dem nåde, som adlyder ham i troen.

 

36. Hvad bemærker egentlig det fremmede ord evangelium?

Et glædeligt budskab.

 

37. Hvor handles i katekismus om evangelium?

I de fire sidste hovedparter.

 

38. Hvor handles i katekismus om loven?

I den første part.

 

 

 

Den første part

Om loven

 

39. Hvor mange slags love havde Gud givet i Det Gamle Testamente?

Tre slags, nemlig: 1) den ceremonielle kirkelov. 2) den verdslige politi- og regeringslov. 3) den moralske eller almindelige kærligheds og levneds lov.

 

*40. Står den ceremonielle kirkelov endnu ved magt?

Nej, dens ceremonier og ofringer var kun evangeliske forbilleder på Kristus, som har afskaffet den ved sit komme.

Kol 2, 16. 17. Hebr 10, 1.

 

*41. Står den jødiske politi- eller regeringslov endnu ved magt?

Nej, den var ligesom den ceremonielle givet jøderne alene til en tid, men nu er enhver kristen henvist til den landslov, som hans egen øvrighed foreskriver. Rom 13, 1.

 

42. Står da den moralske eller almindelige kærligheds lov heller ikke længere ved magt?

Jo visselig, for denne lov grunder sig på Guds hellige og retfærdige natur og altså indeholder Guds uforanderlige og bestandige vilje til alle mennesker i alle tider, som er kærlighed imod Gud, sig selv og næsten.

 

43. Hvorledes har Gud åbenbaret denne sin lov og bestandige vilje?

Han har ved skabelsen indskrevet den i alle menneskers hjerter, og altså kaldes den naturens lov. Rom 2, 15.

 

44. Har Gud på ingen anden måde åbenbaret sin lov?

Jo, han har også givet den synlig og. Udvortes, beskrevet på to stentavler.

 

45. Hvor gav han loven?

På Sinaj bjerg med torden og lynild til tegn på hans brændende nidkærhed imod overtrædere.

 

46. Kan vi ved denne lov blive salige?

Nej, fordi ingen efter syndefaldet kan fuldkommen holde den.

Rom 8, 3. Det som var loven umuligt, idet den var skrøbelig formedelst kødet, det gjorde Gud, som sendte sin egen søn.

 

47. Gavner os loven da slet intet?

Jo, ganske meget.

1. Tim 1, 8. Vi ved, at loven er god, dersom nogen bruger den som en lov (det er, som den bør bruges).

 

48. Hvad er da lovens rette brug og nytte?

1) den overbeviser de ubodfærdige om deres synder samt Guds vrede over synden.

Rom 3, 20. Ved loven kommer syndens erkendelse.

2) den ængster og driver de bodfærdige til at søge Kristus.

Gal 3, 24. Loven er vor tugtemester til Kristus.

3) den underviser de troende om, hvad de skal gøre og lade.

Ordsp. 6, 23. For budet er en lygte, og loven et lys, og tugtens straf er livets vej.

 

49. Er da de troende underkastede loven?

Nej, ikke lovens tvang og forbandelse, for derfra har Kristus genløst dem.

Rom 6, 14. I er ikke under loven, men under nåden.

1 Tim 1, 9. Jeg ved, at der ligger ingen lov på de retfærdige.

 

50. Er da en troende kristen ikke skyldig at leve efter loven?

Jo visselig.

Rom 3, 31. Afskaffer vi da loven formedelst troen? Det være langt fra, men vi stadfæster loven.

 

*51. Hvorledes skal jeg forstå dette, som synes mig underligt?

Mærk da disse to ting. En troende kristen er fri fra lovens forbandelse og lovens tvang, men ikke fra lovens lydighed, det er, han gør just, hvad loven kræver, dog ikke af lovens tvang og forbandelses frygt, men fordi Kristi kærlighed tvinger ham dertil, og når han, imod sin vilje, af skrøbelighed forser sig, da rammer lovens forbandelse ham aldeles ikke, fordi han er i Kristus. Rom 8, 1.

 

52. Er loven tilfreds med udvortes gerninger?

Nej, loven er åndelig og kræver det ganske menneske med legeme, sjæl, sind, begærlighed og al kraft.

Rom 7, 14. For vi ved, at loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.

 

53. Hvorledes deles Guds lov?

I to tavler, af hvilke den første har tre, den anden syv bud eller befalinger.

 

54. Hvad er lovens korteste sum?

Intet andet end kærlighed til Gud, os selv og vor næste, for den, jeg elsker, gør jeg ikke gerne imod.

Rom 13, 10. Så er da kærligheden lovens fylde.

1. Tim 1, 5. Enden på budet er kærlighed af et rent hjerte og af en god samvittighed og af en tro, som er uden skrømt. 1 Kor 13, 1. 2. 3.

 

Lovens første tavle

 

55. Hvad er summen af den første tavle?

Kærlighed til Gud, som lærer mig al min pligt mod ham.

Luk 10, 27. Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hjerte, af din ganske sjæl, af al din styrke og af dit ganske sind.

 

Det første bud

Du skal ikke have fremmede guder for mig.

 

56. Hvad er det?

Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og os på ham alene forlade.

 

57. Hvad har jeg i dette og andre Guds bud at give agt på?

To ting, nemlig: det onde, som forbydes, og det gode, som tværtimod befales.

 

58. Hvad ondt forbydes i det første bud?

At bedrive afguderi.

 

59. Hvad er en afgud?

Alt det, som et menneske dyrker, frygter, elsker og forlader sig på i stedet for den eneste sande Gud.

 

60. Hvorledes bedrives sådant afguderi?

Enten på en grov eller fin måde.

 

61. Hvad er det grove afguderi?

Når man tilbeder sol, måne, stjerner, billeder, engle eller afdøde helgen tvært imod Guds Ord.

Es 42, 8. Jeg er Herren, det er mit navn, og jeg vil ingen anden give min ære eller de udskårne billeder min lov.

 

*62. Men må man ikke nok ved et billede tilbede den sande Gud og sigte til ham selv?

Nej, Gud er en ånd, og de ham tilbeder, bør det at tilbede i ånd og sandhed. Joh 4, 24.

 

*63. Må man ikke udbede sig englenes eller døde helgens forbøn hos Gud?

Ingenlunde, for Gud vil alene påkaldes:

Du skal tilbede Herren din Gud og dyrke ham alene. Matt 4, 10. Desuden er det og forgæves, for Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke. Es 63, 16.

 

64. Hvorledes begås det fine afguderi?

Når hjertets kærlighed, frygt eller tillid vender sig af fra den levende Gud for at hænge ved nogen ting mere end ved Gud eller lige så meget som ved ham.

 

65. Hvor mange slags hemmelige afguder er der da, som kan stjæle vore hjerter fra Gud?

Til sådanne afguder kan vi gøre enten os selv eller andre mennesker eller andre skabninger eller den udvortes gudstjeneste eller også Djævelen.

 

66. Hvorledes gør man sig selv til afgud?

Når man forelsker sig i sig selv, søger kun sig selv og sætter egen ære, egen vilje, egen nytte og egen fornøjelse til sit hovedmål, for hvilket Gud og næsten må stå tilbage. Altså sker det særdeles:

1) Ved egen ære.

Hvad har du, som du ikke har annammet? Men dersom du og har annammet det, hvi roser du dig, som du havde ikke annammet? 1 Kor 4, 7.

2) Ved egensindighed. Genstridighed er en trolddoms synd, og at blive deri er afgudsdyrkelse. 1. Sam 15, 23.

3) Ved egen lyst.

Mange omgås som Kristi korses fjender, hvis ende er fordærvelse, hvis Gud er bugen. Fil 3, 18-19.

 

67. Er da al egenkærlighed afguderi?

Nej, kun den uordentlige og umådelige, som opløfter sig over Gud, vil ikke bøje sig hjertelig under Gud og erkende sig selv at være intet, men Gud at være det højeste gode.

 

68. Hvorledes kan man gøre andre mennesker til sine afguder?

Når man af utidig frygt for dem eller kærlighed og tillid til dem enten efterlader det gode eller gør det onde.

Jer. 17, 5. Forbandet er den mand, som forlader sig på mennesket og holder kød for sin arm, og hvis hjerte viger fra Herren.

 

69. Hvorledes kan man gøre andre skabninger til sine afguder?

Når man forelsker sig således i dem, at de drager hjertets højeste glæde, trøst og tillid fra Gud til sig, hvilket særdeles kendes hos gerrige, som vil tillige tjene Gud og mammon, og kaldes derfor afgudsdyrkere.

Kol 3, 5. og Ef 5, 5. For dette må I vide, at ingen skørlevner eller uren eller gerrig, hvilken er en afgudsdyrker, har arv i Kristi og Guds rige.

1 Tim 6, 17. Byd de rige i denne verden, at de ikke hovmoder sig, heller ikke sætter håb til den uvisse rigdom, men til den levende Gud.

 

70. Hvorledes kan man bedrive afguderi med den udvortes gudstjeneste?

Når man midt i sin ubodfærdighed sætter en blind tillid til kirkegang, skriftegang, altergang, almisse, bøn, sang, læsning og deslige gerninger, som kun er gode hos de bodfærdige, men gælder intet hos hyklere.

Jer. 7, 45. Forlader jer ikke på løgnagtige ord, at de siger: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel er de, men dersom I alvorlig bedrer jeres veje og jeres idrætter.

Es 1, 15. Når I end udbreder jeres hænder, da vil jeg skjule mine øjne for jer, for jeres hænder er fulde af blod.

 

*71. Er der da i vor offentlige gudstjeneste noget afguderisk?

Intet, som i sig selv fortjener dette navn, men ved misbrug kan alle skabninger gøres dertil, som vi nylig har hørt.

 

*72. Hvad bevæger da menneskene til sådan ugudelig misbrug?

Det gør egentlig sikkerhed, som gerne vil have nogle støtter at hælde sig til. Når den ugudelige fordømmes af sin egen samvittighed og dog ikke vil omvende sig til Gud selv, så vender han sig med sin tillid desto snarere til skriftestolen, alteret og udvortes øvelser, søgende deri en trøstig tilflugt for sin vanhellige sjæl, så at det, som i sig selv er uskyldigt og godt, bliver ham en afgud, det er, et afhold og hinder fra den rette gudsdyrkelse i ånd og sandhed, da det dog skulle være ham en befordring dertil.

Luk 13, 26. 27. Da skal I begynde at sige: vi åd og drak for dig, og du lærte på vore gader, og han skal sige: jeg kender jer ikke, hvorfra I er, viger alle fra mig, som beflitter jer på uretfærdighed. Matt 7, 21-23.

 

73. Kan man og gøre Djævelen selv til sin afgud?

Ja, alle modvillige syndens tjenere er tillige Djævelens tjenere og han deres Gud og herre.

2 Kor 4, 4. Denne verdens Gud har forblindet de vantros sind. Rom 6, 16.

 

74. Vi har hørt det onde, som forbydes, sig mig og det gode, som befales i det første bud!

At vi over alle ting skal frygte og elske Gud og os på ham alene forlade.

 

75. Så ser da Gud egentlig på vort hjertelag imod ham?

Ja, for han siger:

Ordsp. 23, 26. Min søn, giv mig dit hjerte.

 

76. Kan nogen ret elske, frygte og forlade sig på Gud, så længe han ikke ret kender ham?

Nej, det er umuligt; men kender vi hans retfærdighed, da frygter vi ham, hans godhed, da elsker vi ham, og hans almagt, da forlader vi os på ham.

 

77. Sådant ved jo de fleste mennesker om Gud, mon de da også frygter, elsker og forlader sig på ham?

Nej, for de flestes kundskab er død og kraftesløs.

1 Joh 2, 4. Den, som siger: jeg har kendt ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed.

 

78. Hvilken er da den rette levende Guds kundskab?

Den, der bevæger vore hjerter til at elske Gud og at undse os for alt ondt i hans hellige nærværelse.

1 Joh 2, 3. Derpå ved vi, at vi har kendt ham, om vi følger hans bud.

 

79. Men er det ikke bedst at blive i enfoldighed?

Jo, men ikke i vankundighed og blindhed.

Rom 16, 19. Jeg vil, at I skal være vise til det gode, men enfoldige til det onde.

 

80. Hvad er den sande enfoldighed?

At man ligefrem i troen antager alt, hvad man er vis på, at Gud har åbenbaret, foruden at gruble derpå med kødelig fornuft.

 

81. Hvad virker nu den sande Guds kundskab?

Dette, at man visselig frygter, elsker og forlader sig på den Gud, som man ret kender.

 

82. Hvad er det at frygte Gud?

Det er, hjertelig at undse sig for Guds allerhelligste majestæt, så man er bekymret og bange for at opvække hans retfærdige vrede ved nogen synd.

Matt 10, 28. Frygter ikke for dem, som ihjelslår legemet, men kan ikke ihjelslå sjælen, men frygter hellere for den, som kan fordærve sjæl og legeme tillige i Helvede.

Fil 2, 12. Forarbejder jeres egen saliggørelse med frygt og bæven.

 

*83. Hvor mange slags gudsfrygt er der til?

To slags, en trældoms frygt og en sønlig frygt.

 

*84. Hvad er en trældoms frygt?

Når man frygter Gud alene for straffens skyld, viden kærlighed og tillid.

1 Joh 4, 18. Frygt er ikke i kærlighed, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, for frygt har pine, men den som frygter, er ikke fuldkommen i kærlighed. Job. 15, 29 og Visd 17, 11-13.

 

*85. Hvad er den sønlige frygt?

Når man af kærlighed til Gud er bange for at gøre ham imod, endskønt man ikke havde nogen straf at vente.

1 Mos 39, 9. Hvorledes skal jeg gøre denne store ondskab og synde imod Gud?

 

*86. Hvilken af disse to slags frygt findes hos sande kristne?

Den sønlige frygt tilhører dem egentlig som Guds børn, dog blandes den samme tit med noget af trældoms frygt, særdeles i anfægtelsens tid.

Rom 8, 15. For I annammede ikke atter en trældoms ånd til frygt, men I annammede en sønlig udkårelses ånd, ved hvilken vi råber: Abba, fader.

Matt 8, 26. Hvi er I frygtagtige, I lidet troende.

 

87. Hvorpå kender man da et gudfrygtigt menneske?

Derpå, at han hader og flyr synden som sin største fjende og kan umulig føre det over sit hjerte at gøre forsætlig ondt.

Ordsp. 8, 13. Herrens frygt er at hade ondt.

 

88. Er ikke også alle de gudfrygtige folk, som læser, beder og synger meget?

Ikke altid, for der er og de, som har gudfrygtigheds skin og nægter dens kraft. 2. Tim 3, 5.

 

89. Hvoraf har den sande gudsfrygt sin oprindelse?

Af tro og kærlighed, som virker sådan bekymring for at tækkes den fromme fader.

 

90. Hvad er det at elske Gud?

Det er, at vi agter ham højt, inderlig længes efter ham, søger vor rette glæde og fornøjelse i ham, og overgiver os aldeles i hans behagelige vilje.

Sl 18, 2. 3. Herre, jeg har dig hjertelig kær, min styrke.

Sl 73, 25. 26. Hvem har jeg i himmelen? Lige ved dig har jeg ikke lyst til noget på jorden. Forsmægter end mit kød og mit hjerte, så er Gud mit hjertes klippe og min del evindelig.

Sl 42, 2. 3. Ligesom en hjort skriger efter vandstrømme, så skriger min sjæl til dig, o Gud! Min sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud, når skal jeg komme derhen og ses for Guds ansigt.

 

91. Hvor højt skal vi elske Gud?

Over alle ting, ligesom han er det højeste gode.

Matt 10, 37. Den som elsker fader eller moder mere end mig, han er mig ikke værd. Luk 10, 27.

 

*92. Kan man da ikke tillige elske Gud og verdens syndige væsen?

Nej.

1 Joh 2, 15. Elsker ikke verden, heller ikke de ting, som er i verden, dersom nogen elsker verden, er faderens kærlighed ikke i ham.

 

*93. Hvorfor skal vi elske Gud?

Først fordi han er fuldkommen god i sig selv, dernæst fordi han er god og kærlig imod os, som hver dag nyder hans velgerninger.

Matt 19, 17. Ingen er god uden én, som er Gud.

1 Joh 4, 19. Vi elsker ham, for han elskede os først.

 

94. Hvorpå kendes man at elske Gud?

1) På en gudelig livsførelse.

Joh 14, 21. Den som har mine befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker.

2) På kærlighed til næsten.

1 Joh 4, 20. Dersom nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin broder, han er en løgner, for den som ikke elsker sin broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set.

3) På lyst til Guds Ord og omgang med ham i bønnen.

Sl 73, 28. Det er mig godt, at jeg holder mig nær til Gud.

 

*95. Kan du elske Gud af dine egne kræfter?

Nej, Guds Ånd virker selv kærligheden i mig.

Rom 5, 5. Guds kærlighed er udøst i vore hjerter ved Helligånden.

 

*96. Er der nogen nytte ved at elske Gud?

Ja, allerstørste nytte, for vi ved, at alle ting tjener dem til gode, som elsker Gud. Rom 8, 28.

 

*97. Kan da de, som elsker Gud, sikkert forlade sig på ham?

Ja.

Sl 84, 12. 13. Den herre Gud er sol og skjold. Herren skal give nåde og ære, han skal intet godt nægte dem, som vandre fromt. Herre Zebaoth! Saligt er det menneske, som håber på dig.

 

98. Hvad er det at forlade sig på Gud alene?

Det er, med fuld tillid at overgive sig i Guds forsyn, vente alt godt fra ham og sætte al sin sag i hans hånd.

Ordsp. 3, 5. Håb på Herren i dit ganske hjerte, og forlad dig ikke på din forstand.

 

99. Må man da ikke forlade sig på mennesker?

Nej, for tit kan eller vil de ikke hjælpe.

Sl 146, 3. 4. Forlader jer ikke på fyrster, på et menneskes barn, hos hvilket er ingen frelse.

 

*100. Hvorfor skal man da forlade sig på Gud?

Fordi han er vor almægtige og trofaste ven.

Sl 146, 5. 6. Salig er den, hvis hjælp Jakobs Gud er, hvis håb er til Herren hans Gud, som gjorde himmelen og jorden, havet og alt det, som er i dem, han som holder love evindelig.

 

101. Skal man alene i gode dage forlade sig på Gud?

Nej, i nødens tid fornemmelig.

Sl 57, 2. Min sjæl forlader sig på dig, og jeg forlader mig på dine vingers skygge, indtil ulykken er gået over.

 

102. Må man nok forlade sig på Gud, når man styrter sig modvillig i fare?

Nej, for det er formastelse.

Matt 4, 7. Du skal ikke friste Herren din Gud.

 

103. Hvad for dyder henhører fremdeles til det første bud?

Når man frygter og elsker Gud over alle ting, forladende sig på ham alene, da følger deraf særdeles ydmyghed, tålmodighed og selvfornægtelse.

 

104. Hvad er ydmyghed?

Hjertets grundige overbevisning om og følelse af sin uværdighed for Gud til mindste nåde, ære, ros og højhed.

1 Pet 5, 5. 6. Vær beprydede med ydmyghed; for Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han nåde.

 

105. Hvad er tålmodighed?

At man for Guds skyld gerne tager mod de tilsendte lidelser, endskønt de er kød og blod tunge, så man uden knur, ja med taksigelse holder ud, indtil Gud vil gøre en forandring.

Jak. 1. 2-4. Mine brødre, agt det for al glæde, når I falder i adskillige fristelser, vidende, at jeres tros prøvelse gør tålmodighed, men tålmodighed har en fuldkommen gerning, på det I skal være fuldkomne.

 

106. Hvad er selvfornægtelse?

At et menneske sætter sig selv til side eller afsiger sin egen vilje og alt det, ham kært er i verden, for at Guds vilje i ham alene må have fremgang.

Luk 14, 26. 27. Dersom nogen kommer til mig og hader ikke (det er, fornægter eller mindre elsker) sin fader og moder, hustru og børn og brødre og søstre og tilmed sit eget liv, han kan ikke være min discipel, og den som ikke bærer sit kors og kommer efter mig, kan ikke være min discipel.

 

Det andet bud

Du skal ikke tage Herrens, din Guds navn forfængelig, for Herren vil ikke holde den uskyldig, som tager hans navn forfængelig.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud, ingen bande ved hans hellige navn, ikke sværge, ikke gøre trolddom, ikke lyve, ikke skuffe; men i al vor nød og modgang påkalde Guds hellige navn, bede, love og takke.

 

107. Hvorfor begynder dette og alle øvrige bud med de ord: vi skal frygte og elske Gud?

Det sker for at vise, hvorledes alle sande kristendoms dyder må ikke være en blot udvortes ærbarhed og borgerlig retfærdighed, men de må komme indefra af et kærligt og gudfrygtigt hjertelag. De må være rette troens så og kærligheds og gudfrygtigheds frugter, hvis de skal tækkes Gud og være bedre end farisæernes retfærdighed.

 

108. Hvad ondt forbydes i det andet bud?

At tage Guds navn forfængelig.

 

*109. Hvad er Guds navn?

1) De egentlige og særdeles navne, med hvilke han i skriften kaldes, som Jehova, Gud, Herren, Fader, Søn og Helligånd, Jesus Kristus og deslige.

2) Alt det, som henhører til Gud, hvoraf han kendes, ligesom en mand af sit navn. Hertil henhører da hans væsen selv, hans egenskaber, hans majestæt, hans gerninger, hans ord, hans sakramenter og alt det, der angår hans dyrkelse. Sl 48, 11.

110. Hvorledes tages nu Guds navn forfængelig?

1) Når man i daglig tale anfører Guds navn, et sprog af bibelen, et vers af en gudelig salme eller noget åndeligt på en forfængelig og letsindig måde til skæmt eller til mundheld, uden ærbødighed og andagt. Eller, når man laster Guds gerninger.

2) Når man blander dette velsignede navn med forbandede ord og gerninger, brugende det til at bande, sværge, gøre trolddom, lyve eller skuffe.

 

111. Hvad er det at bande ved Guds navn?

Når man i dette gode navn ønsker ondt over sig selv eller sin næste, ja når mangen Guds fjende tør bespotte den allerhøjeste selv.

Jak. 3, 9. Med tungen lover vi Gud og faderen, og med den forbander vi menneskene, som er gjort efter Guds lignelse; af den samme mund udgår velsignelse og forbandelse. Mine brødre, disse ting bør ikke så være.

 

112. Hvad er det at sværge?

Når man bekræfter en ting ved Guds navn, og således kalder Gud til vidne og dommer i sin sag.

 

113. Er det da aldrig tilladt at sværge?

Jo i yderste nødsfald, nemlig når øvrigheden på Guds vegne kræver det, og sandheden ikke anderledes kan komme for lyset, da er det en kærligheds-gerning.

Hebr 6, 16. Mennesker sværger vel ved en større, og eden er dem en ende på al modsigelse til en stadfæstelse.

 

114. Er da al anden sværgen i daglig tale synd?

Ja, stor synd, endskønt den ringe agtes.

Matt 5, 34. 37. Jeg siger jer, I skal aldeles intet sværge, men jeres tale skal være ja, ja, nej, nej, men hvad der er over, er af det onde.

 

115. Men hvad, om man ikke vil tro mig på ja og nej?

Da skal jeg trøste mig ved, at mit vidne er i himmelen.

 

116. Er da synden så stor, når jeg ikke sværger med forsæt, men har det mundheld af en vane, helst når jeg sværger på sandhed?

Ja visselig, for en syndig vane giver til kende, at synden hersker over mig.

Sir. 23, 11. Væn ikke din mund til at sværge, og tilvæn dig ikke at nævne den hellige, for som en svend, der bliver stedse hudstrøgen, fattes ikke ribler, så er og den, der sværger og nævner ham altid, jo ikke ren for synd. En mand, som sværger meget, skal fyldes med uret, og plager skal ikke vige fra hans hus. Forser han sig deri, da er hans synd over ham, men skøtter han det ikke, da syndede han dobbelt.

 

117. Hvad er det at gøre trolddom ved Guds navn?

Når man med Guds navn, et sprog af bibelen eller noget, som hører gudstjenesten til, vil helbrede sygdomme på mennesker eller kvæg, signe eller måle, vise igen eller øve nogen slags overtro.

5 Mos 18, 10-12. Der skal ikke findes hos dig en spåmand, en dagvælger, eller som agter på fugleskrig, eller troldkarl, eller maner, eller tegns udlægger, eller sandsiger, eller som gør spørgsmål til de døde; for den som sådant gør, er en vederstyggelighed for Herren.

 

*118. Må man vel søge råd hos heksemestre eller vise mænd, som de kaldes?

Nej, ingenlunde.

3 Mos 19, 31. I skal ikke vende jer til spåkvinder og ikke søge hen til spåmænd, at besmitte jer på dem, jeg er Herren jeres Gud. Ez 14, 10.

 

*119. Tør man ikke frygte for hekse?

Nej, for de kan uden Guds tilladelse slet intet gøre de troende.

 

120. Hvorledes misbruges Guds navn til at lyve, skuffe eller bedrage?

1) Ved falsk lærdom, når man bruger Guds Ord til at besmykke en vildfarende lærdom.

2 Tim 3, 13. De onde mennesker og svigefulde farer frem til det værre, som bedrager og bedrages. 2. Pet 3, 16.

2) Ved hykleri, når man midt i sin ondskab vil synes gudfrygtig, fordi man meget læser, synger eller taler om Guds Ord.

Sl 50, 16. 17. Hvad kommer det dig ved at fortælle mine skikke, og vil du tage min pagt i din mund, fordi du hader revselse, og kaster mine ord bag dig?

 

121. Hvad må den vente, som på nogen af disse måder tager Guds navn forfængelig?

Stor straf, både timelig og evig, fordi Herren ikke vil holde den uskyldig, som tager hans navn forfængelig.

 

122. Hvad er det gode, som befales os i det andet bud?

At vi i al vor nød og modgang skal påkalde Guds hellige navn, bede, love og takke.

 

123. Hvad er det at bede og påkalde?

Bønnen er en kristens idelige begæring til Gud.

1 Thess 5, 17. Beder uden ophør.

Men påkaldelse er en ivrigere bøn, som trykkes af hjertet ved nød og angst.

Sl 50, 15. Kald på mig i din nøds dag, jeg vil udfri dig, og du skal prise mig.

 

124. Hvad er det at love og takke Gud?

Det første er at skønne på Guds fuldkommenhed og godhed i sig selv og ophøje ham i sit hjerte. Det andet er at skønne på Guds godhed imod os og prise ham derfor.

Sl 103, 1. Min sjæl, lov Herren, og alt det i mig er, hans hellige navn, min sjæl, lov Herren og glem ikke noget af alt det gode, som han har gjort imod dig.

 

125. Er der endnu mere godt, som det andet bud forbinder os til?

Ja, nemlig ærbødig at omgås med Guds Ord, gerne tale derom med andre, flittig læse Den Hellige Skrift, at bekende Guds sandhed uforfærdet endog i den største fare.

 

Det tredje bud

Kom i hu, at du helliger hviledagen.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud, ikke foragte eller forsømme hans guddommelige ord, men det heller holde højt og i ære, det gerne både høre af andre og lære andre.

 

126. Hvad befales os i det tredje bud?

At vi skal hellige hviledagen.

 

*127. Hvoraf har hviledagen sit navn?

Af Guds egen hvile, det er arbejdsefterladelse på den syvende dag, efter at han i de forrige seks dage havde skabt himmel og jord. 1. Mos 2, 3.

 

128. Hvilken er hviledagen?

Hos jøderne var det den syvende dag i ugen, på hvilken Gud hvilede, men hos os er det den første, på hvilken Kristus stod op af døde.

 

129. Hvorledes skal vi hellige hviledagen?

Så, at vi anvender den ganske dag alene til hellige tanker, ord og gerninger og vor egen helliggørelses befordring.

 

130. Hvad befordrer da vor helliggørelse?

Guds Ords flittige hørelse, læsning og betragtning både i kirken og i vort eget hus.

Joh 17, 17. Hellige fader, hellige dem i din sandhed, dit ord er sandhed.

 

131. Hvorledes skal vi høre Guds Ords prædiken?

Med hjertelig andagt og et sandt forsæt, at leve efter det samme.

Jak. 1, 22. Vær ordets gørere og ikke dets hørere alene, hvormed I bedrager jer selv.

 

*132. Går vi alene i kirken for at høre prædiken?

Nej, også for at prise Gud og opvække hinanden til kærlig omgang med ham.

Kol 3, 16. Lader Kristi ord bo rigelig iblandt jer i al visdom, lærer og påminder jer selv med salmer og sange og åndelige viser, idet I synger yndelig i jeres hjerte for Herren.

 

133. Er alting afgjort, når sådan offentlig gudstjeneste er til ende?

Nej, vi må siden ved bøn, betragtning og prøvelse indtrykke sandheden kraftigere i vore hjerter og i dette indvortes tempel, som er en stille ånd, tjene Gud, takke ham, tilbede ham, og tage hans ord ret nær til hjerte.

Luk 11, 28. Salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det.

 

134. Hvad ondt forbydes i det tredje bud?

At vi ikke skal foragte eller forsømme Guds Ord, heller ikke lade os hindre i vor andagt ved verdslige ting.

 

135. Hvem forsømmer Guds Ord?

Den, som uden sand fornødenhed bliver hjemme af kirken på bestemte tider.

Hebr 10, 25. Lader os ikke forlade vor egen forsamling, som nogle har for skik.

 

136. Hvem foragter Guds Ord?

Den, som ved dets hørelse og læsning sladrer, sover eller opfylder sit sind med fremmede tanker.

Præd. 4, 17. Forvar din fod, når du vil gå til Guds hus, og hold dig nærmere til at høre, end en dåre til at gøre offer.

 

137. Hvormed vanhelliger man helligdagen?

Med legemligt ufornødent arbejde samt syndige lyster, som dans, spil, komedier, krobesøg og sådant, som altid er synd i sig selv, men om hellige dage dobbelt synd.

 

138. Er da ingen udvortes gerning om søndagen tilladt?

Jo, sande fornødenhedsgerninger, som ikke kan opsættes, og kærlighedsgerninger, som altid har sted. Luk 14, 5. Matt 12, 7.

 

139. Er det da ikke nok til sabbattens helligholdelse, at man går ledig?

Nej, man må i dets sted omgås desto flittigere med Gud i hjertet, og legemets hvile må befordre sjælens arbejde.

 

*140. Trænger vi da til sådan ugentlig sabbat?

Vor egen sjæls trang tilsiger os den åndelige hviles og fælles opbyggelses høje fornødenhed.

 

 

Den anden tavle

 

141. Hvad er kortelig indholdet af den anden tavle?

Kærlighed til os selv og vor næste.

Matt 22, 39. Du skal elske din næste som dig selv.

 

142. Er det da ret at elske sig selv?

Ja, men ikke på en uordentlig og syndig måde, for da er egenkærlighed årsag til alt ondt.

 

143. Hvori består den syndige og uordentlige egenkærlighed?

Når man søger sin egen indbildte nytte, ære eller fornøjelse på en måde, som strider imod Guds vilje og støder næstens kærlighed til side.

 

144. Hvori består den ordentlige og uskyldige egenkærlighed?

I en af Gud indplantet attrå efter at befordre sin sande velfærd og salighed.

 

145. Hvad skal du da mest se på og sørge for at befordre til velfærd?

Sjælen, som den ædleste og udødelige del.

Matt 16, 26. Hvad gavner det mennesket, om han vinder den ganske verden, men tog skade på sin sjæl?

 

*146. Må jeg da også sørge for legemet?

Ja, i sin rette orden og til fornødenhed.

Ef 5, 29. Aldrig har nogen hadet sit eget kød, men føder og vederkvæger det.

 

*147. Skal da kødet ikke korsfæstes?

Jo visselig, for ellers strider det imod sjælen, fordi synden også bor i kødet, og kaldes kød.

1 Kor 9, 27. Jeg undertvinger mit legeme og fører det i trældom.

Kol 3, 5. Så døder nu jeres lemmer, som er på jorden.

Rom 13, 14. Haver ikke omsorg for kødet til at opvække begærligheder.

 

148. Hvad lærer mig den anden tavle i henseende til min næste?

Jeg skal være sindet imod ham på samme måde og ved al lejlighed bevise ham det samme, som jeg selv ville hændes og have.

Matt 7, 12. Aldeles som I vil, at menneskene skal gøre jer, således gører I og dem, for sådan er loven og profeterne.

 

Når jeg sætter mig i næstens sted og betænker, om jeg af ham ville slås, bandes, bedrages, bestjæles, bagtales, og idet min egenkærlighed siger nej, er den mig en regel for kærlighed imod min næste, viser og, hvad godt jeg bør gøre ham i det ondes sted.

 

150. Hvem er da min næste?

Alle mennesker, være sig ædle eller uædle, kristne eller hedninger, onde eller gode, venner eller fjender, særdeles de vi ved at lide nød og kan hjælpe.

ApG. 17, 26. Al menneskenes slægt bor på den ganske jordens kreds af ét blod. Luk 10, 29.

 

*151. Er der da ingen forskel eller grad i den kærlighed, man skal have til sin næste?

Jo, for jo nærmere og mere min næste er forbunden med mig, enten i det legemlige ved slægtskab, svogerskab, venskab, naboskab og beviste velgerninger, eller i det åndelige ved fælles tro, håb, kærlighed og alvorlighed i at søge Guds rige, jo nøjere er jeg sådanne frem for andre forbunden til kærligheds øvelse.

Gal 6, 10. Den stund vi har tid, lader os gøre godt mod alle, men mest mod troens egne.

 

152. Er jeg da og skyldig at elske min fjende som mig selv?

Ja.

Matt 5, 44. Elsker jeres fjender, velsigner dem, som jer bander, gører dem godt, som jer hader, og beder for dem, som overfalder jer og forfølger jer, for at I skal vorde jeres faders børn, som er i himmelen.

 

*153. Må jeg da ikke hade en ugudelig?

Nej, jeg bør sørge for hans bedste såvel som for nogen andens, men dog vogte

Mig, at jeg ikke bifalder hans synd, og mest elske hans sjæl samt sørge for den.

 

*154. Er det nok, at vi med ord og miner beviser os kærlige imod vor næste?

Nej, gerning og sandhed må endelig komme dertil.

1 Joh 3, 18. Lader os ikke elske med ord, heller ikke med tunge alene, men med gerning og sandhed.

 

*155. Hvorfor skal vi elske vor næste?

For Guds skyld, som med sit ord og eksempel lærer os det.

1 Joh 4, 11. I elskelige, har Gud så elsket os, da er vi skyldige at elske hinanden.

 

156. Hvor forklares mig næstens kærlighed fremdeles?

I de syv sidste bud, som hører til den anden tavle.

 

157. Hvilket er det første bud i den anden tavle?

Det fjerde.

 

158. Hvorledes lyder det fjerde bud?

 

 

Det fjerde bud

Hædre din fader og din moder, at det kan gå dig vel, og du må længe leve på jorden.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke foragte vore forældre; og dem, som har at byde og råde over os, og ikke fortørne dem: men gøre dem ære, tjene, adlyde, agte og ære dem.

 

159. Hvad godt befales os i det fjerde bud?

At gøre vore forældre ære, tjene, adlyde og agte dem.

 

160. Hvad forbydes os i det fjerde bud?

At foragte og fortørne vore forældre.

 

161. Hvem forstås under faders og moders navn?

Først vore naturlige forældre, dernæst alle de, som på nogen måde har at byde og råde over os, som øvrighedspersoner, formyndere, husbonder, præster, skolemestre og deslige, som alle er forældre, hver efter sin stand.

 

*162. Hvor mange hovedstænder er der til?

Tre, nemlig:

1) Regeringsstanden, i hvilken konger, fyrster og andre øvrighedspersoner er forældre, men undersåtterne deres børn.

2) Lærestanden, i hvilken præster og skolemestre er forældre, men deres disciple og tilhørere børn.

3) Husstanden, i hvilken fader og moder, husbonder, hustruer, formyndere, velyndere og ærlige gamle folk bør agtes som forældre af børn, børnebørn, stedbørn, tjenestefolk, myndlinge og andre unge.

 

163. Hvorfor skal et barn, en tjener eller discipel ære disse forældre?

Fordi det er Guds Orden og tjener til deres egen velfærd.

 

164. Hvem har sat øvrighed over os?

Gud selv.

Rom 13, 1. Der er ingen øvrighed uden af Gud.

 

165. Er vi da for Guds skyld pligtige at adlyde endogså en ugudelig øvrighed?

Ja, det var en hedensk øvrighed, Peter ville, at de første kristne skulle være underdanige, da han sagde:

Vær underdanige al menneskelig orden for Herrens skyld. 1. Pet 2, 13.

 

166. Hvorledes bør undersåtterne forholde sig imod deres øvrighed?

1) Skal de villig adlyde dem.

Rom 13, 5. Så er det fornødent at være underdanige, ikke alene for vredens skyld, men også for samvittighedens skyld.

2) De skal ære dem.

Rom 13, 7. Giver den, som I er ære skyldige ære.

3) De skal bede for dem.

1 Tim 2, 1. Jeg formaner først for alle ting, at der gøres ydmyge begæringer, bønner, forbønner, taksigelser for alle mennesker, for konger og alle dem, som er ypperlige, at vi må leve et roligt og stille levned i al gudfrygtighed og ærbarhed.

4) De skal redelig betale dem skat, told og tiende.

Matt 22, 21. Så giver kejseren det, som kejserens er, og Gud, det Guds er.

 

*167. Er da toldsvig og deslige underslæb stor synd?

Ja visselig.

Rom 13, 6. 7. For derfor giver I dem og skat, fordi de er Guds tjenere, som bliver varagtige i det samme, giver derfor alle, hvad I er dem skyldige, den som I er skat skyldige, skat, den som told, told, den som frygt, frygt, den som ære, ære.

 

*168. Må man aldrig være øvrigheden ulydig eller forsømme dens befaling?

Aldrig uden der befales det, som er åbenbar synd imod Guds bud, for da bør man at adlyde Gud mere end menneskene. ApG. 5, 29.

 

169. Hvad er øvrighedens skyldighed imod undersåtterne?

At elske dem, søge deres timelige og evige velfærd, holde fred og god orden med at straffe det onde og belønne det gode.

Rom 13, 4. Han er Guds tjener dig til gode, men gør du det, som er ondt, da frygt dig, for han bærer ikke sværdet forgæves.

 

170. Af hvem er lærere og prædikanter forordnede?

Af Gud.

2 Kor 5, 20. Vi er sendebud i Kristi sted, ligesom Gud selv formaner jer ved os.

 

171. Bør tilhørere adlyde deres sjælesørgeres formaning?

Ja, visselig.

Hebr 13, 17. Lyd jeres ledsagere, og vær dem underdanige, for de våger over jeres sjæle som de, der skal gøre regnskab, at de gør det med glæde og ikke med suk, for det er jer ikke gavnligt.

 

*172. Skal man også adlyde og følge en ugudelig lærer?

Ikke hans gerninger, men vel hans ord, såfremt han bliver ved skriftens sandhed, hvilket må prøves efter eksemplet i Berøa.

ApG. 17, 11. 1 Joh 4, 1. Siden det hedder Matt 23, 2-3. På Moses stol sidder skriftkloge og farisæere. Alt det derfor, som de siger jer, at I skal holde, det holder og gører, men gører ikke efter deres gerninger, for de siger det vel, og gører det ikke.

 

173. Hvad er tilhørere deres lærere skyldige?

At elske, ære, adlyde, belønne dem og bede godt for dem.

Gal 6, 6. Den, som undervises i ordet, skal dele alle hånde godt med den, ham underviser.

 

174. Hvad er en lærers pligt mod sine tilhørere?

Af et kærligt, sagtmodigt og omhyggeligt hjerte at lære, formane og straffe, samt idelig at bede for dem og foregå dem med et godt eksempel.

1 Pet 5, 2-3; 1 Kor 1, 11; 1 Kor 4, 16.

2 Tim 4, 2. Prædik Ordet, hold ved i tide og i utide, overbevis, straf og forman med al langmodighed og lærdom.

 

175. Er en præst ikke sat til at trøste alle mennesker?

Nej, kun de bodfærdige. For de sikre er trøsten en sjælegift.

Ez 3, 18. Når jeg siger til den ugudelige: du skal visselig dø, og du ikke påminder ham, da skal den ugudelige dø i sin misgerning, men jeg vil kræve hans blod af din hånd.

 

*176. Hvilke er de falske profeter iblandt lærerne, som man skal vogte sig for?

Næst mange andre, som ikke kan opregnes, er fornemmelig, efter frelserens ord, de som gør himmelens vej bred og bedrager sjælene med saligheds håb, indtil de vågner i Helvede.

Matt 7, 14. 15. Den port er snæver og den vej er trang, som fører til livet, og de er få, som finder den. Men vogter jer for falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men er indvortes rivende ulve; af deres frugter skal I kende dem.

Es 3, 12. Mit folk, de som priser dig salig, de forfører dig.

 

177. Hvad er de naturlige forældres så og formynderes pligt imod de unge?

At bede for dem og bære omsorg for deres timelige, åndelige og evige velfærd.

Ef 6, 4. Opføder jeres børn i tugt og Herrens formaning.

 

178. Hvad skal da forældre gøre imod ulydige børn?

De skal straffe dem på en fornuftig og kærlig måde, ikke til forbitrelse, men til forbedring.

Ordsp. 13, 24. Den, som sparer sit ris, hader sin søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.

 

*179. Straffer Gud da de forældre, som lader børnene råde sig selv?

Ja, det ser vi i Elis eksempel. 1. Sam 2, 31.

 

*180. Kan man og straffe børnene for meget?

Ja.

Ef 6, 4. I fædre, opirrer ikke jeres børn.

 

181. Hvad er børnenes pligt imod forældrene?

Med hjerte, ord, gebærder og gerning at ære, elske, tjene og adlyde dem, endogså da, når børnene er myndige, vise, rige og anselige; samt og at bede for dem.

Sir. 3, 7. Ær din fader med gerning og ord, at velsignelse kan komme over dig fra ham.

v. 11. Kære barn, hjælp din fader i alderdom, og du skal ikke bedrøve ham, mens han lever.

v. 15. Den som forlader sin fader, han er som en gudsbespotter, og den som gør sin moder vred, er forbandet af Herren.

 

*182. Må et barn vel gifte sig uden sine forældres vilje og samtykke?

Nej, for det er at gøre dem stor bedrøvelse.

 

*183. Skal man da og adlyde forældrene i det, som ondt og syndigt er?

Nej.

Matt 10, 37. Hvo som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd.

 

184. Hvad er husbonders og madmødres pligt imod deres tjenestefolk?

1) At give dem deres tilbørlige kost og løn i rette tid.

3 Mos 19, 13. Lad ikke daglønnerens arbejdsløn blive hos dig natten over indtil om morgenen.

2) At styre og regere dem med kærlig tålmodighed.

Ef 6, 9. Og I herrer gører de samme ting imod dem, og lader trussel fare, vidende, at og jeres egen herre er i himlene, og persons anseelse er ikke hos ham.

3) At antage sig deres legemlige nød, særdeles i sygdomstid, såvel som og deres åndelige ved undervisning, formaning og forbøn, som høvedsmanden af kapernaum gjorde, Matt 8, 6. 1 Mos 18, 19.

 

185. Hvad er tjenestefolks pligt imod deres husbonder og madmødre?

De bør elske, ære og adlyde dem, se i alle ting på deres bedste, være flittige og tro såvel i deres fraværelse som nærværelse samt flittigt bede for dem.

Ef 6, 5-8. I tjenere, lyder jeres herrer efter kødet med frygt og rædsel i jeres hjertes enfoldighed ligesom Kristus, ikke efter øjentjeneste, som I ville tækkes menneskene, men som Kristi tjenere, så I gør Guds vilje af hjertet, tjenende med en god vilje som Herren og ikke som menneskene, vidende, at hvad godt enhver gør, det skal han få med sig af Herren, hvad heller han er en tjener eller fri.

 

*186. Men hvad om husbonden er underlig at komme til rette med?

Så skal en kristelig tjener øve tålmodighed.

1 Pet 2, 18-19. 1 tjenere, vær herrerne underdanige i al frygt, ikke alene de gode og milde, men også de fortrædelige, for det er en nåde, dersom nogen fordrager sorg for samvittigheds skyld til Gud, når han lider uret.

 

187. Må tjenestefolk af lydighed lade sig bruge til syndige gerninger?

Nej ingenlunde, for højt er herrebud, men højere er Guds bud.

ApG 5, 29. Man bør at adlyde Gud mere end menneskene.

 

188. Hvad lover Gud lydige børn og tjenere, som holder det fjerde bud?

Det skal gå dem vel, og de skal leve længe på jorden.

 

*189. Giver Gud da alle fromme mennesker et langt og lyksaligt levned?

Ja, dersom han finder det tjenligt til deres salighed, ellers ikke.

 

*190. Hvorfor lader han de ugudelige da også tit blive gamle?

Fordi han vil give dem desto mere tid og lejlighed til omvendelse.

 

*191. Straffer Gud da børnenes ulydighed, ligesom han belønner deres lydighed imod forældrene?

Ja, derpå har vi et stort eksempel i Absalon, Davids genstridige søn, som ved sit hår blev hængende i en eg, og gennemstukket med tre spyd. 2 Sam 18, 9-15.

 

 

Det femte bud

Du skal ikke slå ihjel.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud, ikke skade vor næstes legeme og ikke gøre ham uret derpå; men hjælpe ham og stå ham bi i al livsfare.

 

192. Hvad ondt forbydes i det femte bud?

Alle hånde mord og manddrab, som ikke sker efter øvrighedens dom og befaling, men af egen hævngerrighed.

 

193. Hvor mange slags mord er der til?

To slags, nemlig det grove, ved virkelig gerning, og det finere, ved hjertets had, mundens ord og ansigtets miner.

 

194. Hvorledes slår man sin næste ihjel ved gerning?

1) Enten på engang med slag, stik, skud, forgift og deslige.

1 Mos 9, 6. Den som udøser menneskets blod, ved mennesker skal hans blod udøses.

Eller og det kan ske

2) Langsomt og hemmeligt, ved at påføre næsten stor hjertesorg eller unddrage ham hans næring.

Sir. 34, 23. Den som borttager næring, han dræber sin næste, og den som berøver en daglønner sin løn, udgyder blod.

 

195. Men når man ikke skiller sin næste ved livet, kan man dog dræbe ham med et hadsk hjerte og hård mund?

Ja, det lærer Jesus Matt 5, 21. 22, hvor han forklarer dette buds åndelige forstand:

I har hørt, at der er sagt af de gamle: du skal ikke ihjelslå, men den som ihjelslår, skal være skyldig for dommen; men jeg siger jer, at hver den, som er vred på sin broder uden skyld, skal være skyldig for dommen, men hver, som siger til sin broder: raka, skal være skyldig for rådet, men den som siger: du dåre, skal være skyldig til Helvedes ild.

 

196. Er da et hadsk og hævngerrigt menneske en morder?

Ja visselig, for Gud anser hjertet mere end hånden.

1 Joh 3, 15. Hver, som hader sin broder, er en manddræber, og I ved, at ingen manddræber har det evige liv blivende i sig.

 

197. Er en skændegæst, som udøser grumme, bitre og bespottelig ord, også en morder?

Ja, Jesus kalder det en synd, som fortjener Helvedes ild, og David siger Sl 64, 4:

De skærper deres tunge som et sværd, og spænder bue og skyder deres pil, som er et bittert ord.

 

198. Er da bitterhed, arrighed og ondskab sådan farlig synd?

Ak ja; hvor den hersker, der er nådens ånd og Jesu venlige sind ikke.

Ef 4, 31. 32. Al bitterhed og hastighed og vrede og skrig og bespottelse blive langt fra jer med al ondskab; men vær fromme mod hinanden, godhjertede, så I tilgiver hinanden, ligesom og Gud har tilgivet jer i Kristus.

 

199. Hvad skal da en vredagtig gøre for at styre og dæmpe sit heftige sind?

Han skal væbne sig med Kristi kærlige sind, våge over hver tanke, bede, at han ikke må falde i fristelse, og selv vogte sig for lejlighed til fristelse.

 

*200. Er da slet ingen slags vrede tilladt?

Ingen vrede mod personer, men vel mod synd og ondskab, hvilken rette vrede kaldes nidkærhed og går af kærlighed til Gud og næsten.

Jak. 1, 19. 20. Sl 119, 139. Ef 4, 26.

 

*201. Kan man og dræbe sin næste på sjælens vegne?

Ja ved forførelse og forargelse.

Matt 18, 6. Den som forarger en af disse mindste, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var nedsænket i havets dyb.

 

202. Må man da tage livet af sig selv?

Nej, det er at dræbe legeme og sjæl tillige, og lukke nådens dør til, ligesom judas, det fordærvelsens barn.

 

203. Hvad godt befales os i det femte bud?

1) At hjælpe og stå vor næste bi i al livsfare.

1 Joh 3, 17. Den som har verdens gods og ser sin broder have behov og lukker sit hjerte for ham, hvorledes bliver Guds kærlighed i ham?

2) At omgås venligt og sagtmodigt med vor næste.

Matt 5, 5. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

3) At sørge for vor næstes sjæl, når vi ser den i evig dødsfare, så vidt vi som åndelige præster kan befordre den til salighed ved kærlig advarsel og formaning.

Jak. 5, 19. 20. Brødre! Dersom nogen iblandt jer farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham, den vide, at hvo som har omvendt en synder fra sin vejs vildfarelse, han skal hjælpe en sjæl fra døden og skjule synders mangfoldighed.

 

*204. Hvem var den første morder?

Kain, som slog sin broder Abel ihjel af misundelse.

 

*205. Er og ubarmhjertighed mod de umælende skabninger synd?

Ja.

Ordsp. 12, 10. Den retfærdige kender med omsorg sit dyrs liv, men de ugudeliges barmhjertigheder er som den grummes.

 

 

Det sjette bud

Du skal ikke bedrive hor.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: leve et kysk og tugtigt levned, intet utugtigt enten sige eller gøre, hver elske og agte sin hustru.

 

206. Hvad er ægteskab?

Den ældste stand og orden, indstiftet i paradis af Gud selv, som ville, at mand og kvinde skal være ét kød.

 

207. Er da denne stand ikke syndig og vanhellig?

Nej, når den kun holdes efter Guds Orden og vilje.

Hebr 13, 4. Ægteskabet være hæderligt hos alle, og sengen ubesmittet.

 

*208. Til hvilken ende har Gud indstiftet ægtestanden?

1) Til det menneskelige køns forplantning.

1 Mos 1, 28. Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder jorden.

2) Til de onde lysters afværgelse.

1 Kor 7, 2. For adskillig skørlevneds skyld har hver mand sin egen hustru, og hver hustru sin egen mand.

3) Til indbyrdes hjælp, trøst og rådføring.

1 Mos 2, 18. Gud Herren sagde: det er ikke godt, at mennesket er for sig alene, jeg vil gøre ham en hjælp ligesom for ham.

 

209. Hvorledes skal en ægtemand forholde sig imod sin hustru?

Han skal trolig elske, ære, styre, regere og forsørge hende, så og med tålmodighed bære hendes skrøbelighed, bede for hende og søge hendes sjæls salighed.

Kol 3, 19. I mænd, elsker jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem. 1 Kor 7, 16.

 

210. Hvorledes skal en ægtehustru forholde sig imod sin mand?

Hun skal være ham underdanig i kærlighed, troskab og omhyggelighed for husvæsenet, bede for ham og søge hans sjæls salighed.

1 Mos 3, 16. Din attrå skal være til din mand, men han skal herske over dig.

1 Kor 7, 34. Den, som er gift, har omhyggelighed for det, som hører verden til, hvorledes hun kan behage manden. 1 Kor 7, 16. 1 Pet 3, 1.

 

211. Hvad er fromme enkers og faderløses trøst?

Den himmelske faders særdeles nådige omhu og forsvar.

Sl 68, 6. Herren er de faderløses fader og enkers dommer.

Se mere 2 Mos 22, 22. 24. 5 Mos 27, 19. Sir. 35, 14. 15. osv.

 

212. Hvad er fromme enkers pligt?

At leve ærbart og andægtigt.

1 Tim 5, 5-6. Den, som er en ret enke og er sat i enlighed, har sat sit håb til Gud og bliver i ydmyge begæringer nat og dag, men den, som er vellystig, er levende død.

 

213. Hvad ondt forbydes os i det sjette bud?

Horeri, ukyskhed, blodskam, dyrisk utugt, legemets besmittelse, ægtestands foragt, lyst til fremmed dejlighed og alle hånde urenlighed i tanker, ord, gebærder og gerninger, både i og uden ægteskab.

 

214. Hvad er horeri i tanker?

Urene og letfærdige begæringer som ikke er skjulte for Gud, der kender hjertet.

Matt 5, 28. Jeg siger jer, at hver den, som ser på en kvinde at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.

 

215. Hvad er horeri i ord?

Al liderlig og ublufærdig tale, liderlige bøger, romaner, viser og sange, gækkeri og narreri, som går ud på utugt eller i det mindste strider imod ret kristen alvorlighed.

Ef 4, 29. Ingen slem snak udgå af deres mund.

Ef 5, 3. 4. 5. Horeri og al urenlighed eller gerrighed nævnes end ikke iblandt jer, som det bør de hellige, og slemhed og gækkelig snak og letfærdig skæmt, hvilke ikke sømmer, men hellere taksigelse; for det må I vide, at ingen skørlevner eller uren eller gerrig, hvilken er en afgudsdyrker, har arv i Kristi og Guds rige.

 

216. Hvad er horagtige gebærder?

Alle hånde udvortes tegn, som forråder et ublu hjerte, være sig øjnenes og ansigtets miner, legemets uanstændige blottelse, uanstændig klædedragt, letfærdig kyssen, dansen, springen og deslige.

Sir. 26, 10-12. Hold stærk vagt over en ublufærdig datter, at hun ikke skal bruge sin vilje, når hun finder efterladelse dertil. Giv vel agt efter et uforskammet øje, og forundre dig ikke, om hun forser sig imod dig. Sir. 9, 7. 11.

 

*217. Er da utugtige ord og gebærder så stor synd?

Ja, ikke alene i sig selv er de for kristne meget uanstændige, men også drager de farlige virkninger efter sig og tjener til ydermere at opvække den onde lyst, indtil samme frembryder i gerningen.

Jak. 1, 14. 15. Hver fristes, når han drages og lokkes af sin egen begærlighed. Derefter, når begærligheden har undfanget, føder den synd, men når synden er fuldkommen, føder den død.

 

*218. Hvad gør denne synd afskyelig og strafværdig frem for andre?

At den besmitter og fordærver tillige både sjæl og legeme, som skulle være Guds tempel, men bliver den urene ånds bolig.

1 Kor 6, 15-18. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer af? Det være langt fra. Eller ved I ikke, at den som bliver ved skøgen, er ét legeme med hende? For de to skal være, siger han, til ét kød; men den som bliver ved Herren, er én ånd med ham. Flyr skørlevned. Al synd, som mennesket gør, er uden legemet, men den som bedriver skørlevned, synder imod sit eget legeme.

 

219. Hvad befales i det sjette bud?

At bevare både legeme og sjæl i sand kyskhed, enten man er gift eller ugift, så man altid må være skikket til omgang med Gud.

Matt 5, 8. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

 

220. Hvad middel skal man bruge for at bevare sig for ukyskhed?

Når ånden er villig, men kødet dog skrøbeligt, skal man våge og bede og dernæst vogte sig for alt det, der optænder de onde lyster.

 

221. Hvad er det da, som optænder de onde køds lyster?

Særdeles frådseri og drukkenskab.

 

222. Er da frådseri og drukkenskab så farlig og stor synd?

Ja visselig, for de udelukker os fra Guds rige, lige så vel som hor, mord eller tyveri.

Gal 5, 19-21. Kødets gerninger er åbenbare, som er hor, skørlevned, urenhed, uterlighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, nid, vrede, trætte, tvedragt, partier, had, mord, drukkenskab, frådseri og sådanne som disse: om hvilke jeg siger jer forud, som jeg og før sagde, at de, som gør sådanne ting, skal ikke arve Guds rige.

Luk 21, 34. Vogter jer selv, at jeres hjerter ikke nogen tid besværes med frådseri og drukkenskab.

 

223. Men skulle det være så farligt af og til at drikke sig en rus, når man dog ikke gør daglig håndværk deraf?

Ja, når det sker med forsæt, er det altid en fordømmelig synd, som aldrig kan bestå med Guds nåde og saligheds håb.

 

224. Men om man er så stærk i hovedet, at man kan tåle meget, må man da ikke drikke meget?

Nej, intet enten æde eller drikke over nødtørft. Se 1 Pet 4, 3, hvor der gøres forskel på fylderi og drukkenskab, og dog agtes såvel det første som det sidste for en hedensk synd.

 

225. Hvad er der mere, som kan friste til ukyskhed?

Ørkesløshed, liderligt selskab, romaner og løsagtige elskovsbøger eller billeder, letfærdige lege, dans, skuespil og alt det, som føder øjenslyst, kødslyst og et overdådigt levned.

 

226. Hvad for gode tanker kan være bekvemme til at dæmpe de kødelige fristelser?

At man ihukommer den allerhelligste Guds åsyn og nærværelse, den korsfæstede Jesus i sin legemlige pine, de fordømtes gruelige smerte i Helvede, og den urene synds korte glæde efter det bekendte vers: Du skal og ikke bedrive hor, det mon så mangen dåre, ukyskheds synd den snart forgår, men pinen længe varer.

 

*227. Hvem har således bevaret sin kyskhed imod anfægtelse?

Josef, da han sagde til Potifars hustru:

Hvorledes skulle jeg gøre denne store ondskab og synde imod Gud? 1 Mos 39, 9.

 

 

Det syvende bud

Du skal ikke stjæle.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke tage andres gods og penge fra dem med vold og heller ikke tilvende os dem med falske varer eller nogen svig; men befordre andres gavn, dem dertil beskærme og forsvare.

 

228. Hvad ondt forbydes i det syvende bud?

At stjæle eller begå tyveri.

 

229. Hvad er det at stjæle?

Det er at skille næsten ved noget, endog det allermindste af hans gods, imod hans vilje.

 

230. Sker det på mere end én måde?

Ja, enten med vold eller list.

 

231. Hvem stjæler med vold?

De grove tyve, som foruden mindste rettens skin borttager fremmed gods, ligesom det var deres eget.

Ef 4, 28. Den som har stjålet, stjæle ikke mere, men arbejde hellere.

 

232. Hvem stjæler med list?

Det gør alle de, som enten tager eller og tilbageholder næstens gods på en fin og hemmelig måde, hvilket kan være mange slags, for enhver tyv har sine underfundige trækker og rænker.

 

233. Sig mig nogle af de almindeligste tyverænker?

En hemmelig tyv for verden, skønt åbenbar i Guds øjne er

1) Den købmand, som i køb og salg foruretter sin næste således, at han ikke får fuld værdi for sit, enten at varerne, vægten, målet eller pengene er ringere, end næsten ved af at sige, hvilket ikke er at elske sin næste som sig selv.

1 Thess 4, 6. Ingen skal undertrykke eller forfordele sin broder i handelen, for Herren er hævner over alt dette.

3 Mos 19, 35. I skal ikke gøre uret i dommen, i målet, i vægten og i måden. Ret vægt, rette pundstene skal være hos jer.

2) Den tjener, håndværksmand eller daglønner er en tyv, som for fuld betaling ikke gør fyldest i arbejdet eller slår noget under.

2 Thess 3, 30. Dersom nogen ikke vil arbejde, han æder heller ikke.

Så og den husbond, som for tro tjeneste ikke giver tilbørlig kost og løn.

Jak. 5, 4. Se, arbejdernes løn, som høstede jeres land, som blev forholden af jer, skriger, og høstfolkenes megen råb er kommen ind for den herre Zebaoth øren.

3) Den ågerkarl er en tyv, som med ubillige renter udsuger sin trængende næste.

3 Mos 25, 36. Du skal ikke tage åger eller overgift af din broder, men du skal frygte for din Gud, at din broder kan leve med dig.

4) Den skyldner er en tyv, som kan betale sin gæld, men vil ikke, og ved forsætlig bankerot eller anden underslæb holder fremmed gods hos sig.

Sl 37, 21. En ugudelig tager til låns og vil ikke give igen.

5) Den dommer eller anden øvrighed er en tyv, som misbruger sin magt til at udsuge næsten eller og lader sig bestikke for at bøje retten.

Ordsp. 17, 23. En ugudelig tager gave af skødet til at bøje rettens stier.

6) Den underdaner er en tyv, som besviger kongens told, tiende, skatter eller deslige.

Rom 13, 7. Så giver nu hver mand, hvad I er skyldige, den skat, som I er skat skyldige, den told, som told.

7) Endelig er og alle de tyve, som søger at nære sig af andres skade, af voveligt lykkespil, enten de vinder eller taber, eller af unyttige kunster og modvilligt tiggeri.

2 Thess 3, 11. 12. Vi hører, at nogle omgås iblandt jer uskikkelig, som arbejder ikke, men driver ufornøden handel. Men sådanne byder vi og formaner ved vor herre Jesus Kristus, at de arbejder med stilhed og æder deres eget brød.

 

234. Er alle disse tyve i en fordømmelig tilstand?

Ja visselig, endskønt de ikke alle bliver hængte, så kommer de dog alle i Helvede, uden de alvorlig omvender sig.

1 Kor 6, 10. Farer ikke vild, hverken tyve, eller gerrige, eller drankere, eller skændegæster, eller røvere skal arve Guds rige.

 

235. Hvad skal da en tyv gøre, som vil omvende sig og søge nåde hos Gud?

Når han lader af at stjæle, skal han også lade af at eje og beholde det, han har stjålet, så han erstatter og gengiver enhver sit, om han endnu formår det.

2 Mos 22, 3. Tyven skal aldeles gøre vederlag.

Luk 19, 8. Dersom jeg har bedraget nogen noget fra, da giver jeg det fire fold igen.

Tob. 2, 18. Giv det ejermændene igen, for vi må ikke æde det, som er stjålet.

 

*236. Men hvad om den rette ejermand eller hans arvinger ikke er at finde?

I sådant fald, men ikke før, må stjålet gods gives de fattige.

Luk 16, 9. Gører jer venner af den uretfærdige mammon, at når jer fattes, de skal modtage jer i de evige boliger.

 

237. Kan præsten ikke afløse mig fra den synd, endskønt jeg beholder det uretfærdige?

Nej ingenlunde; for afløsningen for Gud gælder kun de sande bodfærdige, og så længe en tyv beholder det stjålne, er han ikke bodfærdig.

 

238. Er det og synd at stjæle en ringe ting?

Ja, det er en stor synd imod Gud at ville overtræde hans bud for en ringe tings skyld, dog er det større synd imod næsten, når man stjæler ham mere fra.

 

*239. Er det synd at stjæle fra en rig?

Ja dette bud har slet ingen undtagelse, og næstens rigdom gør ikke min uret til ret.

 

240. Er det synd at hæle med en tyv?

Ja, det er at gøre sig delagtig i fremmede synder.

Ordsp. 29, 24. Den som deler med en tyv, hader sin sjæl.

 

*241. Kan og nogen stjæle fra sig selv?

Ja, for det sker

1) Ved ødselhed og ørkesløshed.

Ordsp. 23, 21. En dranker og en frådser skal blive arm, og søvn skal gøre, at en bærer revne klæder.

2) Ved karrighed imod sit eget legeme.

Sir. 14, 5. 6. Den som er sig selv ond, hvem skulle han være god? Og han skal jo ikke blive glad af sine penge. Der er ingen værre end den, som er nidsk imod sig selv, og det er hans ondskabs vederlag.

 

242. Kan da ikke enhver gøre med sit gods, hvad han vil?

Nej, for vi er husholdere over Guds gaver, og skal en gang gøre regnskab derfor. Luk 16, 12.

 

243. Hvad godt befales i det syvende bud?

At vi skal befordre vor næstes gavn.

 

244. Hvorledes befordrer vi vor næstes gavn i næringssager?

Når vi låner ham noget af vort gods eller og giver ham en almisse, om han har den behov.

1 Joh 3, 17. Dersom nogen har denne verdens gods og ser sin broder have behov og lukker sit hjerte for ham, hvorledes bliver Guds kærlighed i ham.

Hebr 13, 16. Glemmer ikke at gøre vel og meddele, for sådanne ofre behager Gud vel.

 

*245. Hvem kan og skal hjælpe den trængende næste?

Fornemmelig de rige og ellers enhver, som har noget over dagligt behov.

1 Tim 6, 17-19. Forkynd dem, som er rige i den nærværende verden, at de gører godt, bliver rige i gode gerninger, gerne give, meddele, samle sig selv som et liggendefæ, en god grundvold til det tilkommende gode, at de kan fatte det evige liv.

 

246. Hvorledes skal man give almisse?

Efter sin evne af et kærligt hjertelag.

Tob. 4, 9. Som du har efter mangfoldighed til, så gør almisse deraf; har du lidet, så frygt dig dog ikke at gøre almisse efter det lidet.

 

247. Straffer Gud de ubarmhjertige?

Ja.

Jak. 2, 13. Der skal gå en ubarmhjertig dom over den, som ikke gør barmhjertighed.

Sl 41, 1. Salig er den, som handler forstandigt med den ringe, Herren skal redde ham på en ond dag.

 

 

Det ottende bud

Du skal ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke falskelig bedrager andre, ikke forråde andre, ikke bagtale andre, ikke berygte andre; men dem undskylde, mene og tale vel om dem, tage alle ting i den bedste mening.

 

248. Hvad ondt forbydes i det ottende bud?

At sige falsk vidnesbyrd imod sin næste.

 

249. Hvad er et falsk vidnesbyrd?

Al usandfærdig og ukærlig tale om næsten i eller uden retten.

 

*250. Hvorledes siges falsk vidnesbyrd i retssager?

1) Når anklageren gør løgnagtig beskyldning.

Ordsp. 19, 5. Hvo fortrædelig taler løgn, skal ikke undkomme.

2) Når vidnet stadfæster løgn.

Ordsp. 19, 5. Et falsk vidne bliver ikke ustraffet.

3) Når forsvareren forsvarer løgn imod sin samvittighed.

2 Mos 23, 1. Du skal ikke optage falsk kæremål, at du ikke gør den, som har uret, bistand, at være et falsk vidne.

4) Når dommeren forsætligvis eller af uskønsomhed dømmer løgn at være sandhed og ret at være uret.

Ordsp. 17, 15. Hvo som siger en ugudelig at have ret og fordømmer en retfærdig, de er begge Herren en vederstyggelighed. 2 krøn. 19, 6-7; Ef 10,1-2.

 

*251. Må kristne nok føre processer imod hinanden?

I vigtige sager og i yderste nødsfald må de tage deres tilflugt til dommerembedet, som er Guds Orden, og klage deres nød uden had til modstanderen, men for en ringe sags skyld at yppe trætte, så og overalt at bevise sig egensindig og hævngerrig, er meget ugudeligt.

1 Kor 6, 7. Så er jo nu aldeles en fejl iblandt jer, at I har sager imod hinanden. Hvi lider I heller ikke uret? Hvi lader I jer heller ikke berøve? Ordsp. 20, 22. Matt 5, 39. Rom 12, 19.

 

252. Hvorledes siges falsk vidnesbyrd uden for retten?

Når man sætter sin næste en løgn på og fører ham falskelig i et ondt rygte.

Sir. 5, 16. Lad dig ikke kaldes en øretuder og forråd ingen med din tunge.

 

253. Men må man ikke sige det onde om næsten, som er sandt?

Nej, ikke uden det allerede er åbenbart for hver mand, og endda bør man ikke søge sin fornøjelse deri, som er ukærligt.

 

254. Hvorledes kan man forråde sin næste?

1) Når man åbenbarer det, han hemmelig har betroet os.

Ordsp. 11, 13. En bagvasker åbenbarer hemmeligt råd, men den, som er trofast i sin ånd, skjuler sagen.

2) Når man udstrør hans skjulte fejl til hans skade og andres forargelse.

Sir. 19, 7. 8. Igentag ikke ord nogen sinde. Du skal hverken fortælle ven eller uven andres levned, og uden det er dig synd, da åbenbar det ikke.

 

*255. Må man da ikke angive næstens synd for øvrigheden eller præsten?

Jo, når det sker af kærlighed og omsorg for næsten, og til synd at afvende, såsom da Josef førte sine brødres synder for deres fader. Se og Matt 18, 17, hvor Kristus befaler at sige menigheden sin næstes synd, når hemmelig advarsel ikke vil frugte. Men når det sker af hævn eller sladderagtighed, er det synd.

 

256. Kan man og på andre måder forsynde sig i at tale?

Ja, alle unyttige ord er syndige.

Matt 12, 36. Jeg siger jer, at menneskene skal på dommens dag gøre regnskab for ethvert unyttigt ord, som de har talt.

 

257. Hvad godt befales i det ottende bud?

At undskylde, mene og tale vel om vor næste og tage alting i den bedste mening.

 

*258. Kan man da have gode tanker om alle mennesker?

Når de ikke ved kendelige kødets gerninger forråder deres indvortes ondskab, må man efter kærlighed håbe det bedste og ikke fatte mistanke eller ond grund til nogen.

1 Kor 13, 5-7. Kærlighed tænker ikke ondt, den fordrager alle ting, tror alle ting, håber alle ting.

Men når ondskaben er åbenbar, må man ikke kalde den god.

Es 5, 20. Ve dem, som siger om det onde godt.

 

259. Bør man og undskylde sin næste, når andre fortaler ham?

Ja, om man med sandhed kan, særdeles når han ikke selv er til stede og kan redde sig.

Sir. 6, 6. En sød strube gør sig mange venner.

1 Pet 4, 8. Kærlighed skal skjule synders mangfoldighed.

 

 

Det niende bud

Du skal ikke begære din næstes hus.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke med svig eller list ville komme til vor næstes arv eller gods, og ikke tilvende os det, endog der kunne synes nogen ret at være på vor side, men hellere hjælpe ham, at han må beholde sit ubeskåret.

 

260. Hvad ondt forbydes i det niende bud?

De syndige lyster og begæringer, særdeles efter fremmed gods.

 

261. Lyder ikke det tiende bud næsten ligeså?

Jo?

 

 

Det tiende bud

Du skal ikke begære din næstes hustru, eller svend, eller pige, eller okse, eller asen, eller noget af alle de ting, som ham tilhører.

Det er:

Vi skal frygte og elske Gud: ikke ville tilvende os vor næstes hustru eller tjenere eller fæ med nogen underfundighed, ikke at skille andre af med den, enten med vold eller nogen list, men heller påminde og tilråde, at de bliver til stede i den tjeneste, som de er deres herrer skyldige.

 

262. Hvad forskel er der vel imellem det niende og tiende bud?

Forskellen består ikke så meget i de begærede ting, som i begæringens eller lystens måde.

 

263. Hvor mange slags ond lyst er der da?

To slags.

1) En arvelig eller oprindelig lyst, som er den fordærvede natur selv eller tilbøjelighed til det onde.

2) En gørlig eller virkelig lyst, som oprinder af arvelysten ligesom en frugt af sin rod og af menneskets vilje enten antages og vedligeholdes eller modstås og dæmpes.

Jak. 1, 14. 15. Hver fristes, når han drages og lokkes af sin egen begærlighed: derefter når begærligheden har undfanget, føder den synd, men når synden er fuldkommen, føder den død.

 

264. Hvor forbydes den virkelige lyst?

I det niende bud, hvilket i 5 Mos 5, 21, udtrykkes således: lad dig ikke lyste, det er: lad din vilje ikke hendrages af de onde begærligheder, som bor i dig.

 

265. Hvor forbydes den arvelige lyst?

I det tiende bud, hvilket udtrykkes således: du skal ikke begære, det er: der skal ingen ond begærlighed være i dit hjerte. Du skal ingen arvelig synd have.

 

266. Findes vel noget menneske på jorden, som ingen arvelig ond begærlighed har?

Nej.

1 Joh 1, 8. Dersom vi siger, vi har ikke synd, da forfører vi os selv, og sandheden er ikke i os.

 

267. Fordømmer da den arvelige lyst Guds troende børn, som føler den til deres bedrøvelse?

Nej, hos dem har synden tabt sin fordømmende kraft, fordi de er i Kristus og står ikke længere blotte for Guds retfærdighed.

Rom 8, 1. Så er nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden.

 

268. Men hvad, om et menneske følger sin arvelige lyst med virkelig lyst, vilje og behag?

Hvor denne virkelige lyst hersker, der hersker ikke Kristi nåde, og altså er man under forbandelsen.

Rom 8, 13. Lever I efter kødet, da skal I dø, men dræber I legemets gerninger ved ånden, da skal I leve.

 

269. Er da en ond lyst synd, endskønt den bliver i forsættet og kommer ikke videre?

Ja, hos Gud er viljen antagen i gerningens sted.

Matt 5, 28. Hver den, som ser på en kvinde osv.

 

270. På den måde kan man da overtræde alle Guds bud med blotte tanker og begæringer?

Ja visselig, for Guds lov er åndelig, og hvem som vil adlyde de andre bud, må idelig våge over sit hjerte efter disse sidste bud, der er som nøglen til den hele lov.

 

271. Er da al lyst og begæring ond?

Der er en uskyldig begærlighed i sjælen efter legemets fornødenheder, som lyst til at æde, drikke, sove, bevæge sig og deslige; den var hos mennesket i uskyldigheds stand og er så vidt ikke syndig.

 

272. Men kommer der dog ikke mangfoldige synder af sådanne naturlige begærligheder?

Jo visselig, og det volder naturens dybe fordærvelse, som vil blande sig i alle ting og gøre den ordentlige lyst uordentlig, umådelig, uren, hvis vi ikke nøje våger og strider derimod.

 

*273. Hvilke er de syndige ting, som mest drager begærligheden til sig?

De er

1) De overflødige, overdådige og vellystige ting.

1 Pet 2, 11. Holder jer fra kødelige begæringer, som strider imod sjælen.

2) De fremmede ting, som Gud ikke har givet mig, men min næste, og jeg derfor ikke må misunde ham, såsom hans hustru, svend, pige eller noget af alt det, ham tilhører.

 

*274. Men kan jeg ikke nok begære noget af min næstes gods foruden misundelse eller uret?

Jo, for betaling må jeg begære en købmands vare, såsom Abraham begærede at købe en ager.

1 Mos 23, 4. Men med rettens falske skin, svig eller magt må jeg ikke begære at drage min næstes gods til mig, som akab begærede Nabots vingård. 1 Kong 21, 2.

 

275. Hvad godt befales nu i det niende bud?

At vi skal våge over og stride imod hjertets onde lyster.

 

276. Hvad godt befales i det tiende bud?

At vi ikke engang skal have den ringeste onde begærlighed i hjertet.

 

*277. Hvortil tjener da det tiende bud, som kræver af mennesker en ganske fuldkommen uskyldighed, der dog er umulig?

Det viser

1) Guds fuldkomne retfærdighed, som ikke taber sin fordring og tiltale, endskønt samme er over de faldne menneskers kræfter.

2) At Gud ikke er årsag til menneskets fald, for da kunne han ikke forbyde dets frugter.

3) At alle, endogså de helligste mennesker, er i grunden syndere, som ikke kunne bestå for Gud med deres egen retfærdighed, for om de end ved Guds nåde overvandt alle virkelige synder og lyster, så bliver dog den arvelige synd dem til en ydmygelses årsag.

 

278. Hvad siger Gud om alle disse bud?

Jeg er Herren, din Gud, en stærk, nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes ondskab på børnene i tredje og fjerde led iblandt dem, som hader mig: og gør miskundhed på mange tusinder mod dem, som elsker mig og holder mine bud. 2 Mos 20, 5-6.

Det er:

Gud truer her hårdt alle dem, som disse bud krænker og overtræder. Derfor skal vi frygte for hans vrede og holde disse bud. Derimod lover han dem også nåde og alt godt, som holder disse bud. Hvorfor det er billigt, at vi elsker og forlader os på ham og følger hans befalinger.

 

279. Hvad er det korteste indhold af disse ord?

To årsager, som skal bevæge os til at holde Guds bud eller sky det onde og gøre det gode.

 

280. Hvilken er den første årsag?

Guds retfærdige vrede og nidkærhed, som truer at straffe alle modvillige overtrædere.

 

281. Hvilken er den anden årsag?

Guds faderlige nåde og barmhjertighed, som lover at gøre godt mod dem, der holder hans bud.

 

282. Hvad er overtrædelse eller synd?

Alt det, der strider mod Guds bud.

 

283. Hvor mange slags er synden i almindelighed?

To slags, den arvelige og gørlige.

 

284. Hvad er den arvelige synd?

Naturens vanart, dybe fordærvelse og onde tilbøjelighed, om hvilken er handlet ved det tiende bud.

 

285. Hvorfor kaldes den arvelig?

Fordi den er os medfødt som et ondt arvegods af Adam.

Rom 5, 12. Synden kom ind i verden ved et menneske.

Sl 51, 7. Se, jeg er født af misgerning, og min moder har undfanget mig i synd.

 

286. Hvad er den gørlige synd?

Alle onde tanker, ord og gerninger, der ligesom en ond frugt frembryder af arvesyndens onde rod.

 

287. Er det lige så vel synd at forsømme og efterlade det gode som at gøre det onde?

Ja visselig.

Jak. 4, 17. Den som ved at gøre godt og gør ikke, ham er det synd.

 

288. Hvor mange slags er den gørlige synd i særdeleshed?

To slags, nemlig skrøbeligheds synd og ondskabs synd.

 

289. Hvad er skrøbeligheds synd?

Når en sand kristen, som af hjertet er alle synders fjende, forser sig af uvidenhed, ubetænksomhed, overilelse eller deslige, men mærker straks sin synd ved åndens tugtelse i samvittigheden, fortryder den hjertelig, af beder den hos Gud og tragter desto mere efter forbedring.

Gal 6, 1. Dersom et menneske bliver overilet i nogen brøst, hjælper sådan en til rette med sagtmodigheds ånd.

Jak. 3, 2. Vi falder alle i mange stykker. 1. Joh 1, 8.

 

290. Hvad er ondskabs synd?

Når et menneske med vidende, vilje og velbehag gør det onde eller efterlader det gode og fremturer deri.

1 Joh 3, 8. 9. 10. Den som gør synd, er af Djævelen, for Djævelen synder af begyndelsen: dertil er Guds søn åbenbaret, at han skulle løse Djævelens gerning. Hver den, som er født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, for han er født af Gud. Deri er Guds børn og Djævelens børn åbenbare, hver den, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, og den som ikke elsker sin broder. Joh 8, 34. 2 Pet 3, 3. 4 Mos 15, 30.

 

291. Ligger der og nogen magt på at kende denne forskel imellem skrøbeligheds og ondskabs synder?

Ja, stor magt, for just deraf kommer allerstørste sikkerhed, at man ikke gør sådan forskel, så kan og deraf rejse sig ufornøden ængstelse.

 

292. Hvorledes kan deraf komme sikkerhed?

Således, at den, der lever i ondskabs synd, trøster sig ved, at alle mennesker er syndere.

 

293. Er det ikke sandt, at de er alle syndere?

Jo visselig, men med stor forskel, som foran er vist.

 

294. Sig mig den forskel endnu med andre ord, fordi sagen er så vigtig!

Forskellen er så stor som på nat og dag, for Guds børn har vel svagheds synd, føler synd, lider synd, overiles af synd imod deres vilje, og aflægger daglig jo mere og mere deres syndige fejl og brøst, hvilken er dem meget smertelig, så de dog vandrer efter ånden og sigter til fuldkommenheds mål. Men verdens og Djævelens børn gør synd, lægger vind på synd, glæder sig i synd, ja synder på nåde og vandrer således efter kødet, hvorfor de skal dø.

 

295. Begår da et Guds barn aldrig nogen ondskabs synd?

Nej, det kan umulig bestå med hans nådestand og nye fødsel, så længe som han deri bliver bestandig, men falder han ved forsætlig synd deraf, så er han ikke længere et Guds barn.

1 Joh 3, 9. Hver den som er født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde.

 

*296. Men fordi Guds børn dog har syndig fejl og brøst tilovers, kan samme da ikke fordømme dem?

Nej, aldeles ikke. Vel var deres mindste synder fordømmelsen værd, men deres samfund med Kristus befrier dem derfra.

Rom 8, 1. Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, der ikke vandrer efter kødet, men efter ånden.

 

297. Skader da skrøbeligheds synd en kristen slet intet?

Jo, den formindsker nåden, hindrer den sønlige ånds dristighed i omgang med Gud og baner altså vej til affald i ondskabs synder.

 

298. Hvad virker ondskabs synd?

Den fordømmer alle sine elskere, gør en bedrøvet skilsmisse mellem Gud og dem, ja gør dem Djævelen lige både her og hisset.

1 Joh 3, 8. Den som gør synd, er af Djævelen.

1 Kor 6, 9. Ved I ikke, at de uretfærdige skal ikke arve Guds rige? Farer ikke vild, hverken skørlevnere, eller afgudsdyrkere, eller horkarle, eller blødagtige, eller de, som synder imod naturen, eller tyve, eller gerrige, eller drankere, eller skændegæster, eller røvere skal arve Guds rige.

     

299. Er én eneste af disse eller andre ondskabs synder nok til at fordømme mennesket?

Ja, for endskønt et menneske kun begår en eller anden vis synd, som han fristes af eller får lejlighed til, så dog viser den ene herskende synd hans uomvendte tilstand, og at han i sit hjertes grund er en gudsforagter.

Jak. 2, 10. For den som holder den ganske lov, men støder an i ét bud, er blevet skyldig i alle.

 

300. Er der nogen forskel på ondskabs synder?

Ja, hos nogle hersker de med forhærdelse og stor sikkerhed, som hos farao, hos andre hersker de uden forhærdelse og bedrives med samvittigheds angst og modsigelse, som hos David i den handel med urias.

 

*301. Hvilken er den yderste grad i ondskab?

Når den, der har været i sit hjerte tilstrækkelig overbevist om sandheden, uden tvang eller tillokkelse modvillig og forsætlig nægter, bespotter og forfølger sådan sandhed og lærdom om gudsfrygt i bestandig ubodfærdighed, hvilket kaldes synd imod Helligånden eller hans embede og forlades ikke. Matt 12, 31. Hebr 6, 4. 5. 6.

 

*302. Er da Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste ikke kraftig nok til at forlade også denne synd?

Mangelen er ikke hos Gud og Kristus, hvis nåde og fortjeneste i sig selv er tilstrækkelig nok og går over alle synder, men skylden er på menneskets side, som indtil enden bliver ved i den erkendte sandheds fjendtlige bespottelse og forfølgelse.

 

303. Kan man og gøre sig delagtig i andres synder og altså tillige i deres straf?

Ja, og det sker, når man har behag i dem, giver samtykke, lejlighed, båd eller befaling til dem og ikke forhindrer eller straffer dem, om man kan.

3 Mos 19, 17. Du skal straffe din næste, at du ikke skal bære synd over ham. 1 Tim 5, 22. Åb 18, 4.

 

304. Hvilke er de almindeligste store synder imod Guds lov?

Disse er: vantro, hykleri, ærgerrighed, pengegerrighed, vellyst, vrede og utålmodighed.

 

305. Hvilke er de fornemmeste og største dyder efter Guds lov?

Disse er: tro, kærlighed, redelighed, ydmyghed, nøjsomhed, mådelighed, sagtmodighed og tålmodighed, og over alt et gudeligt og himmelsk sind.

 

306. Hvad truer Gud dem med, som overtræder hans bud?

At han vil hjemsøge deres ondskab med straf.

 

*307. Sker det altid i denne verden?

Nej, undertiden tager vel den ugudelige en ende med forskrækkelse, men ofte lykkes ham ondskaben så vel, at han prises lyksalig, dog vågner omsider hans straf i Helvede og i pinen. Luk 16, 23.

 

*308. Falder den timelige straf alene på den ugudeligt selv?

Nej, Gud straffer også forældrenes ondskab på børnene indtil tredje og fjerde led.

 

*309. Er det retfærdigt at straffe sønnen for faderens synd?

Ja, når han med lige synd træder i sin faders fodspor, for ellers hedder det:

Ez 18, 19, 20. Sønnen skal ikke bære faderens misgerning. Ja, sønnen, som gjorde ret og retfærdighed og har holdt alle mine skikke og gjort derefter, skal visselig leve.

 

310. Hvor mange slags er Guds straf i almindelighed?

Tre slags, nemlig:

1) Den legemlige, som krig, dyrtid, pest eller anden ulykke i landet og huset.

2) Den åndelige, som Guds vrede, hans ånds og nådes unddragelse og overgivelse i et forvendt sind, ja i forhærdelses dom.

3) Den evige, som er fordømmelsen til Helvede. Ligeledes er det godes belønning tre slags, legemlig, åndelig og evig.

 

311. Hvad godt lover Gud derimod dem, som holder hans bud?

At han vil gøre miskundhed imod dem indtil tusinde led.

 

312. Hvad forstås her ved miskundhed?

Alle hånde godt for legeme og sjæl i tid og evighed.

1 Tim 4, 8. Gudfrygtighed er nyttig til alle ting, som har forjættelse på dette liv, som nu er, og det tilkommende.

 

313. Hvem lover Gud sin miskundhed?

Dem, som elsker ham og holder hans bud.

 

314. Elsker da ingen Gud, uden den, der holder hans bud?

Nej.

Joh 14, 21. Den som har mine befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker.

 

315. Hvad er det da, at man holder Guds bud?

Det er, at en genfødt og sand benådet kristen har Guds vilje stedse for øjne og af et oprigtigt hjerte i bestandig tilvækst retter sine tanker, ord og gerninger derefter.

Joh 14, 23. Om nogen elsker mig, skal han holde mit ord.

1 Joh 2, 3. 4. Derpå ved vi, at vi kender ham, om vi holder hans bud: den som siger:

Jeg har kendt ham, og holder ikke hans bud, han er en løgner, og i ham er ikke sandhed, men den som holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed fuldkommen.

Matt 28, 20. Lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer; og se! Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

 

316. Kan man da holde Guds lov eller bud?

Ja, dersom man ret elsker Gud, da både må og kan man ved Kristi kraft holde Guds bud i en evangelisk ånds oprigtighed, endskønt ikke efter lovens yderste strenghed og derfor ikke til nogen fortjeneste, men til sin tros og kærligheds bevisning. Johs. 14, 23. 1 Joh 5, 3.

 

317. Kan vi da fortjene salighed ved lovens holdelse?

Nej; for

1) Vor lydighed er en gæld eller skyldig pligt.

Luk 17, 10. Når I har gjort alle ting, som jer er befalede, da siger: vi er unyttige tjenere, for vi gjorde det, vi var pligtige at gøre.

2) Loven holdes ikke ved vor egen naturs, men ved Guds nådes kraft, og hvad Gud virker i os, er ikke vor fortjeneste.

Fil 2, 13. Gud er den, som udretter i jer både at ville og at udrette det efter sin behagelighed.

3) Loven holdes aldrig så fuldkommen, at jo den villige ånds lydighed er blandet med kødets skrøbelighed: dog anser og belønner Gud i nåde for Kristi skyld vor ufuldkomne lydighed.

Sl 130, 3. Herre, dersom du vil agte ondskaber, Herre! Hvem kan da blive bestandig?

 

318. Men kan man ikke med apostelen vel komme så vidt, at man ved intet med sig selv af forsætlige synder efter sin omvendelse?

Jo, for apostelen var også et skrøbeligt menneske; men når man end kommer så vidt, er man dog dermed ikke retfærdig for Gud.

 

319. Hvorfor ikke?

Fordi loven er åndelig, og Gud, som os dømmer, ser grangivelig indtil tanker og begæringer, det er, videre end alle mennesker, ja videre end vi selv ser ind i vort vanartige hjertes grund, og derfor er udvortes ærbarhed og retfærdighed, som vel kunne findes hos hedninger, ikke lovens holdelse.

 

*320. Er der da ingen fuldkommenhed at vente i dette liv?

Så fuldkommen er ingen, at synden ganske udryddes, eller al kødets og åndens strid ophæves, og ingen fejl mere findes. Dog kaldes og er en kristen fuldkommen:

1) I henseende til hans retfærdiggørelse ved Kristus, hvilken har fuldkommen borttaget al hans synd, og fuldkommen beklædt barn med al sin egen retfærdighed.

2) I henseende til hans helliggørelse. Men da betyder ordet ikke en syndfri fuldkommenhed efter loven, men det ganske hjertes oprigtighed og redelighed.

3) I henseende til andre svagere og ufuldkomnere efter deres alders måde i Kristus.

Fil 3, 12-15; Kol 1, 28; Matt 5, 48; 2 Kor 7, 1.

 

321. Når vi nu beflitter os på at holde Guds bud, hvad gør vi da?

Da gør vi gode gerninger.

 

322. Hvilke er sande gode gerninger?

Ikke alene andægtigheds, retfærdigheds og kærligheds udvortes gerninger, men også indvortes hellige og gode bevægelser, som Guds Ånd virker hos genfødte Guds børn efter lovens regel, dog ikke af lovens tvang, men frivillig af troen og nådens drift til Guds ære og næstens bedste.

Gal 5, 22. Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, fromhed, godhed, tro, sagtmodighed, mådelighed.

 

*323. Er da hedningernes og de ugenfødte kristnes bønner, almisser og sådanne øvelser og gode gerninger?

Nej ikke sandelig gode for Gud, for hvad som ikke går af troen, er endogså synd.

 

324. Er det ganske fornødent at gøre sande gode gerninger?

Ja, det er ganske fornødent for alle dem, der vil blive salige; for det er et øjemærke af Kristi genløsning, det flyder af troens natur, og deri vises den nye lydighed.

Hebr 12, 14. Uden hellighed skal ingen se Herren. Luk 1, 74-75; Tit. 2, 11-14.

 

325. Men er gode gerninger fornødne som en virkende årsag til retfærdighed og salighed?

Nej, dertil duer vore bedste gerninger slet intet.

Fil 3, 6. Jeg var ustraffelig efter den retfærdighed i loven, men de ting, som var mig både, dem har jeg agtet at være skade for Kristi skyld.

 

326. Hvorved bliver da et menneske retfærdig og salig?

Alene ved troen, som fatter Guds nåde i Kristus.

Rom 3, 28. Vi slutter, at mennesket bliver retfærdiggjort ved troen uden lovens gerninger.

 

327. Er da troen så vigtig i vor kristendom?

Ja, den er det allervigtigste, for uden den er det umuligt at behage Gud. Hebr 11, 6.

 

328. Hvor finder jeg i min katekismus videre underretning om troen?

I den anden part, der handler om vore kristelige tros-artikler.

 

 

 

Den anden part

Om troen

329. Kan et menneske blive saligt ved at vide troens artikler?

Nej, for dem ved også Djævelen. Jak. 2, 19.

 

330. Hvad forskel er der da på troens artikler og troen selv?

Troens artikler er uden for mennesket de sandheder, som han skal tro og antage, men troen selv er inden i mennesket den tillid og tilegnelse, med hvilken han antager alle sandheder, som indeholdes i troens artikler.

 

331. Hvorom handler troens artikler?

Om Guds væsen, vilje og gerninger.

 

332. Er der da og en Gud til?

Ja visselig.

 

333. Hvad forsikrer dig derom, fordi du ikke ser Gud?

Jo, jeg kan se ham, endskønt ikke med legemlige øjne, så dog med sindet, i min egen samvittighed, i hele verdens skabning og i Den Hellige Skrifts lys.

 

*334. Hvorledes lærer dig disse, at der er en Gud til?

1) Samvittigheden, som er Guds domstol i hjertet, lærer mig det ved hemmelig frygt, når jeg gør ondt, og ved trøst, når jeg gør godt.

Rom 2, 15. Hedningerne viser lovens gerning skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med dem, og tanker, som anklager eller undskylder dem iblandt hinanden.

2) Hele verdens skabning og opretholdelse vidner daglig for mig om det samme.

Rom 1, 19. 20. Det, som man kan vide om Gud, er åbenbaret dem, for Gud har åbenbaret dem det, for hans usynlige ting fra verdens skabelse, når de forstås af gerningerne, da beskues de, som er både hans evige magt og guddom, så at de har ingen undskyldning.

3) Den hellige skrift taler tydeligere herom, og Helligånden besegler ved ordet den sandhed i de troendes hjerter.

Joh 1, 18. Ingen har nogen tid set Gud, den enbårne søn, som er i faderens skød, har forklaret det.

 

*335. Er den naturlige kundskab, som en hedning kan have om Gud, af fornuften, samvittigheden og verdens skabelse, ikke nok til salighed?

Nej, for den ved slet intet af Kristus og Guds nåde i ham, hvilket kød og blod ikke åbenbarer; Matt 16, 17, dog kan den vejlede til at søge nærmere efter Gud, og gør, at dens foragtere er uden undskyldning på dommens dag.

 

336. Hvad er Gud?

Et åndeligt, uendeligt og ubegribeligt væsen, som er almægtig, alvidende, allestedsnærværende, god, barmhjertig, hellig, sanddru og retfærdig.

 

337. Fordi Gud er et åndeligt væsen, har han da intet legeme eller nogen skikkelse?

Nej; for en ånd har ikke kød eller ben. Luk 24, 39.

 

*338. Hvorfor taler da skriften om Guds øjne, hans hænder eller andre lemmer?

Deri retter sig Guds Ånd efter vort menneskelige begreb og forstår ved lemmerne Guds kræfter og egenskaber, som ved øjnene hans visdom, ved hånden hans kraft osv.

 

339. Hvad erindring gør mig Guds Åndelige væsen?

Denne, at Gud, som er en ånd, bør tilbedes i ånd og sandhed. Joh 4, 24.

 

340. Hvad forstår du ved de opregnede Guds egenskaber?

Hans almagt er, at han kan gøre alting; alvidenhed, at han ser og kender alting; allestedsnærværelse, at han er ingensteds indelukt eller udelukt, men overalt til stede; godhed, at der er intet ondt i ham, og han vil os vel; barmhjertighed, at han ynkes over vor jammer; hellighed, at al synd er langt fra ham; sandhed, at han ikke kan lyve eller bedrage; og retfærdighed, at han vil straffe det onde og belønne det gode.

 

341. Hvad formaning kan man tage af Guds egenskabers betragtning?

Man bør undse sig for hans allestedsnærværelse og alvidenhed, efterfølge hans hellighed, lade sig bevæge af hans godhed og barmhjertighed, forlade sig på hans sandhed og almagt, og lade hans retfærdighed afholde sig fra al uret.

 

342. Hvad trøst kan man tage af Guds egenskabers betragtning?

Stor trøst giver os dette, at Gud efter sin allestedsnærværelse og alvidenhed ser vor nød, efter sin almagt kan, efter sin godhed og barmhjertighed vil og efter sin sandhed og retfærdighed viselig skal hjælpe os, når vi hjertelig søger ham i troen.

 

343. Hvor mange guder er der til?

Kun én eneste Gud.

5 Mos 6, 4. Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.

 

344. Hvorledes har det guddommelige væsen åbenbaret sig i skriftens ord?

Som et eneste væsen, fader, søn og Helligånd, der dog alle er ét og kaldes den hellige treenighed.

1 Joh 5, 7. Der er tre, som vidner i himmelen, faderen, ordet og Helligånden, og disse tre er ét. Matt 3, 16-17. kap. 28, 19. 2 Kor 13, 13.

 

345. Kan vi vel med vor fornuft begribe dette, at Gud er én og dog tillige tre?

Nej, det er langt over, skønt ikke imod vor fornuft, derfor er det en tros- og ingen fornufts-artikel, og Gud var ikke Gud, dersom han af vor fornuft kunne begribes.

 

*346. Er da de ord: Gud fader, søn og Helligånd kun tre adskillige navne eller egenskaber i Gud og intet andet?

Jo, der er mere end blot navnes eller egenskabers adskillighed, for enhver af dem tillægges noget særdeles, som ikke tilkommer de andre.

 

*347. Hvori består denne adskillighed?

Ikke i væsenet, som sagt er, men i visse personlige indvortes gerninger, som tilkommer enhver af dem for sig, nemlig: faderen, som er af ingen, føder sin søn af evighed, sønnen fødes af faderen, og Helligånden udgår fra dem begge. Alt dette er troens dybe hemmeligheder, som vor fornuft ikke kan ransage.

Sl 2, 7; Joh 15, 26; Rom 8, 9.

 

348. Er faderen ældre eller ypperligere end sønnen, og sønnen end Helligånden?

Nej, de tre er ét og derfor i væsen og værdighed ikke over eller under hinanden, men fuldkommen lige.

 

349. Hvad for andre gerninger tillægges enhver i særdeleshed?

Faderen tillægges skabelsen, sønnen genløsningen, og Helligånden helliggørelsen, dog har de alle del deri, og ingen af dem er udelukt i de gerninger, som hensigter til verden.

 

350. Hvor handles i katekismus om skabelsen?

I den første artikel.

 

 

Den første artikel

Om skabelsen

Jeg tror på Gud fader, almægtige himmelens og jordens skaber.

Det er:

Jeg tror, at Gud har skabt mig, endogså med alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, dertil øjne, øren og alle andre lemmer, ja fornuft og disse sanser; og ikke det alene, men jeg tror også, at han opholder alle de ting, som ellers måtte forgå; at han forstrækker overflødigt til dette liv daglig at opholde klæder, sko, mad og drikke, visse værelser, hus og hjem, hustru, børn, mark, fæ og alt det, som godt er. Jeg tror også, at han forsvarer mig mod al fare, at han afvender og forhindrer alt ondt. Og det gør han alt sammen ikke af nogen min fortjeneste, men af sin blotte faderlige godhed og barmhjertighed. Hvorfor jeg er skyldig til, at jeg derimod takker ham, lover ham, adlyder hans vilje allesteds og tjener ham. Det er alt sammen vist og sandt i alle måder.

 

351. Hvad er det at skabe?

Det er at gøre noget af intet eller af en ubekvem materie.

Hebr 11, 3. Formedelst troen forstår vi, at verden er bleven beredt ved Guds Ord, at de ting, som ses, er blevne af dem, der ikke er til syne.

 

352. Hvad har Gud skabt?

Himmel og jord, og alt det, der er i, nemlig sol, måne, stjerner, planeter, elementer, dyr, fugle, fisk, orme og en utallig mængde af andre ting, som tjener til Guds ære og vort gavn; skønt vi ikke kender dem alle. 1 Mos 1.

 

353. I hvor mange dage skabte Gud verden?

I seks dage, og på den sjette dag skabte han mennesket.

 

354. Opholder Gud endnu de ting, som han i begyndelsen skabte?

Ja visselig.

Hebr 1, 3. Han bærer alle ting med sit krafts ord. Sl 104, 27-30.

 

355. Hvortil skal denne sandhed opmuntre dig?

Til at ære Gud i alle ting og opofre ham mig selv med alle ting, som er af ham og består ved ham. 1 Kor 10, 31.

 

356. Er det da Gud alene, som opholder og forsørger alle mennesker?

Ja, menneskene i særdeleshed tager alt opholds-middel af Guds hånd, være sig mad, drikke, klæder, sko osv.

 

*357. Men kan de rige ikke opholde og forsørge sig selv?

Nej, ikke et øjeblik, for de har intet uden af Guds hånd, som giver og tager, når han vil. På hans vilje og velsignelse ligger det alt sammen.

1 Kor 3, 7. Så er nu hverken den noget, som planter, heller ikke den, som vander, men Gud, som giver vækst.

 

358. Opholder Gud også de ugudelige mennesker?

Ja, for han lader sin sol opgå over onde og gode, og lader regne over retfærdige og uretfærdige.

 

359. For hvem sørger Gud allermest?

For sine troende børn.

1 Pet 3, 12. Herrens øjne ser på de retfærdige.

 

*360. Styrer og opholder Guds forsyn alle andre ting i den ganske verden?

Ja.

ApG 17, 28. I ham er, lever og røres vi.

 

*361. Styrer da Guds forsyn også menneskene i deres synder?

Guds forsyn styrer ingen til at synde, for det gør deres egen onde vilje tvært imod Guds vilje, men han tåler, at de synder, sætter deres synd grænser og styrer sagens udfald ved sin visdom, således at alting må tjene dem til gode, som elsker ham. Rom 8, 28. Hvilket vi ser i Josefs eksempel.

 

362. Hvor mange slags er Guds skabninger eller skabte ting?

I almindelighed to slags, nemlig de usynlige og synlige.

 

363. Hvilke er de fornemmeste usynlige skabninger?

Englene, hvilket navn betyder et sendebud, og derfor også tillægges Kristus den uskabte engel, som er sendt af sin fader, og i Det Gamle Testamente åbenbaredes ofte således. 1 Mos 22, 11. 2 Mos 3, 2.

 

364. Hvor mange slags er englene?

To slags. Gode engle, som egentlig beholder dette navn, og onde engle, som ellers kaldes djævle.

 

*365. Hvad er de gode engle?

De er hellige, vise, hastige og mægtige ånder, som stedse lover Gud, udretter hans befalinger og særdeles tjener de troende. Hebr 1, 14.

 

*366. Hvad er de onde engle eller djævlene?

I begyndelsen var de af samme slags som de gode, men er ved hovmod og ulydighed affaldne fra Gud og blevne både Guds og menneskenes argeste fjender, hvis bolig er Helvede.

2 Pet 2, 4. Gud sparede ikke englene, som syndede, men stødte dem til Helvede med mørheds lænker og overgav dem hen at bevares til dommen.

 

367. Hvilke er de fornemmeste iblandt de synlige skabninger?

Menneskene.

 

368. Hvad er et menneske?

En meget ædel Guds skabning og herre over alle dyr.

 

369. Hvoraf består et menneske?

Af to væsentlige dele, nemlig sjæl og legeme.

 

370. Hvad er et menneskes sjæl?

Den er en usynlig og udødelig ånd, begavet med adskillige kræfter, særdeles med forstand til at begribe og vilje til at udvælge eller forskyde.

 

371. Hvad er et menneskes legeme?

Sjælens hus og bolig, bestående af adskillige lemmer og forsynet med sine sanser, som er: hørelse, syn, lugt, smag og følelse.

 

*372. Hvilket er det ædleste på mennesket, enten legeme eller sjæl?

Sjælen er meget ædlere end legemet, for den er en udødelig ånd, kan have samfund med Gud og regere legemet. Hvor og sjælen farer hen, der følger omsider legemet efter, enten til himmerig eller Helvede.

 

373. Hvor mange mennesker skabte Gud i begyndelsen?

En mand, kaldet Adam, skabt af jord, og en kvinde af den sovende Adams ribben, kaldet Eva. 1 Mos 2, 7, 22.

 

374. Var de første mennesker i samme tilstand, da de blev skabte, som vi deres børn nu er?

Nej, deres tilstand var langt lyksaligere.

 

375. Hvor mange slags er da menneskets tilstand?

Fire slags, nemlig: 1) uskyldighedsstand, 2) syndestand, 3) nådestand, 4) herlighedsstand for de salige, men fordømmelsens stand for de usalige.

 

376. Hvad var uskyldighedsstand?

Da mennesket var højstsalig uden synd og sorg skabt lige efter Guds billede.

1 Mos 1, 27. Gud skabte mennesket i sit billede, han skabte ham i Guds billede, mand og kvinde skabte han dem.

 

377. Hvad var dette Guds billede hos mennesket?

I almindelighed en lighed og overensstemmelse med Gud selv, men særdeles var det i forstanden et guddommeligt visdoms lys, som ret kendte Gud og al hans skabning, i viljen var det en kraftig kærlighed, som hængte fast ved Gud, begærlighederne og sindets bevægelser stod i en hellig orden, legemet med sine lemmer brugtes da og ret, og derfor var tillige i samvittigheden et himmerig fuldt af fred og glæde.

 

*378. Bar ikke mennesket dette Guds billede fornemmelig i sjælen?

Jo, dog havde legemet også deraf stor herlighed, som var fuldkommen sundhed, udødelighed og herredømme over alle skabninger. Dets bolig var og et herligt paradis, den lystige og frugtbare have.

 

379. Er nu intet menneske mere i denne uskyldighedsstand?

Nej, des værre! Det lærer forfarenhed, at Adam og med ham alle hans børn er faldne af uskyldighedsstand i syndestanden.

Visd. 2, 23-24. Gud skabte mennesket i uforkrænkelighed og gjorde ham til sin egen lignelses billede, men af Djævelens avind er døden indkommen i verden.

 

380. Hvordan gik det til med vore første forældres syndefald?

De lod sig ved Djævelens træskhed forføre til at æde af kundskabs-træets frugt, som var det eneste, Gud strengt havde forbudt dem.

 

*381. Var da den synd så farlig stor?

Ja visselig, for den bestod ikke alene i det udvortes æblebid, men især i deres hjertes modvillige afvigelse fra Gud til sig selv, verden og Guds fjende Djævelen, og det i en tilstand, da Guds billede gav dem fuldkommen kraft til at modstå alt ondt.

 

*382. Hvad var da frugten af dette første syndefald?

Alt ondt, Guds billedes tab, Satans afskyeligste lighed og herredømme, med fordærvelse både på sjæl og legeme, det er kort sagt: døden både åndelig, legemlig og evig.

1 Mos 2, 17. På hvilken dag du æder af det, skal du dø døden.

 

*383. Hvorledes har synden tilredt menneskets sjæl i særdeleshed?

1) Den har formørket forstanden, som er bleven halv blind i menneskelige ting, og hel blind i guddommelige, ja tilbøjelig til alle vildfarelser og falske domme om det, som hører Gud til.

2) Den har berøvet viljen sin hellighed og gjort den fjendsk mod Gud.

3) Den har forstyrret begærlighederne, sindets bevægelser og tillige samvittighedens fred.

Rom 8, 7. Kødets sans er fjendskab imod Gud. Ef 4, 18. 1 Kor 2, 14.

 

*384. Hvorledes har synden tilredt menneskets legeme i særdeleshed?

Den har gjort det syndigt, nødlidende, forkrænkeligt, dødeligt og utallige smerter underkastet.

 

*385. Har det faldne menneske da i sin naturlige stand ingen fri vilje til det gode?

Ikke til det åndelige gode, som er ham ganske imod, men dog har han fri vilje til naturlige gode ting og udvortes gode øvelser, som at læse, synge, gå i kirke.

 

386. Er da Guds billede således ved synden tabt og borte?

Ja.

 

387. Får vi det aldrig mere igen?

Jo, Guds børn, som genfødes og fornyes til dette billede, får det igen, endskønt ufuldkommen her på jorden, men i himmelen skal de bære det ganske fuldkommen.

 

388. Har alle mennesker del i dette første syndefald?

Ja visselig.

Rom 5, 12. Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden så gennemtrængte til alle mennesker, idet de syndede alle.

 

389. Fra hvem er nu synden og alt ondt kommen i verden?

Fra Djævelen og menneskets frie viljes misbrug.

 

390. Er Gud da ikke årsag i synden?

Nej, det var en løgnagtig gudsbespottelse at tænke eller sige.

Sir. 15, 12. Sig ikke: han har forvildet mig, for han har ingen syndig mand behov.

 

391. Kunne Gud dog ikke have forhindret syndefaldet?

Ikke uden at betage menneskene deres frie vilje og således omskabe dem imod sit vise forsæt til andre skabninger, af hvilke ingen lydighedsprøver kunne bevises.

 

392. Hvad har mennesket fortjent med sin frivillige synd?

Guds vrede og unåde, timelig død og evig fordømmelse.

 

393. Skal da alle de, som bliver i deres syndestand og naturlige fordærvelse, udstå sådan straf i evighed?

Ja, visselig.

Joh 3, 3. Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.

 

394. Vil da Gud således lade menneskene evig omkomme?

Nej, han har af en forbarmende kærlighed besluttet at tage dem igen til nåde og oversætte dem af syndestanden til nådestanden.

Joh 3, 16. Så har Gud elsket verden, at han har givet sin søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.

1 Tim 2, 4. Gud vil, at alle mennesker skal blive salige og komme til sandheds erkendelse.

 

395. Hvad er nådestanden?

Et saligt samfund og forening med Gud, som for Kristi skyld ved sin ånd genføder den syndige sjæl, forlader den sine synder, beklæder den med Kristi retfærdighed, udfrier den af syndens og Satans strikker og daglig fornyer den til sit billedes lighed igen.

Ef 2, 4-6. Gud, som er rig på barmhjertighed, formedelst sin store kærlighed, med hvilken han elskede os, da vi og var døde i synder, gjorde han os levende med Kristus. I er blevne salige af nåde: og han oprejste os med og satte os med i himmelen i Kristus Jesus.

 

396. Hvem har da erhvervet menneskene Guds nåde, så de kan oprejses af faldet og føres tilbage i en salig stand?

Det har alene Jesus Kristus, Guds egen søn, hvilken straks efter syndefaldet blev lovet og i tidens fylde sendt al verden til en saliggører og oprejser af faldet.

Rom 5, 17. Dersom døden regerede ved ens fald ved den ene Adam, da skal de meget mere, som modtager nådens og retfærdighedens gaves overflødighed, regere i livet ved den ene Jesus Kristus.

1 Mos 3, 15. Kvindens sæd skal sønderknuse slangens hoved.

 

397. Hvor lærer jeg da nærmere at kende og elske denne dyre frelser Jesus Kristus?

I den anden artikel, som handler om genløsningen.

 

Den anden artikel

Om genløsningen

Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn vor Herre, som er undfanget af Helligånden, født af Jomfru Maria; pint under Pontius Pilatus; korsfæstet, død og begravet; nedfor til Helvede; tredje dag opstod fra de døde; opfor til Himmels; siddende hos Gud faders almægtiges højre hånd; derfra han skal komme igen at dømme levende og døde.

Det er:

Jeg tror, at Jesus Kristus er en sand Gud, født af faderen fra evighed. Jeg tror også, at han er et sandt menneske, født af Jomfru Maria, at han er min Herre, som har genløst mig, som var fortabt og fordømt til den evige død: som har friet mig fra synd, fra død og fra Satans rige, hverken med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin ubillige og uskyldige død. Og det har han gjort alt sammen derfor, at jeg skulle være hans egen, som en synderlig ting: og på det jeg skulle tjene ham retfærdig, uskyldig og salig, stedse i hans rige leve og regere med ham, ligesom han også opstod fra de døde, lever og regerer i evighed. Det er alt sammen vist og sandt i alle måder.

 

398. Hvad er indholdet af den anden artikel?

Kundskab om Kristi ene persons to naturer, tredobbelte embede, dobbelte stand og særdeles om vor dyre genløsning ved ham.

 

*399. Ligger der stor magt på at kende Kristus?

Ja, for der er ikke salighed i nogen anden. ApG 4, 12.

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den ene sande Gud, og den du udsendte, Jesus Kristus. Joh 17, 3.

1 Joh 5, 11. 12. Gud har givet os det evige liv, og dette liv er i hans søn. Den som har sønnen, har livet, den som ikke har Guds søn, har ikke livet.

 

400. Hvem er Jesus Kristus?

Guds og Marias søn, en sand Gud og tillige et sandt menneske.

 

401. Er da Kristus to personer?

Nej.

1 Tim 2, 5. Der er én Gud og én midler imellem Gud og menneskene, det menneske Kristus Jesus.

Men i Kristi ene guddommelige person er to naturer nær forenede, nemlig den guddommelige og menneskelige natur.

 

402. Har disse to naturer altid været forenede i Kristus?

Nej, den guddommelige natur har han af faderen fra evighed.

Sl 2, 7. Du er min søn, jeg fødte dig i dag.

Men den menneskelige natur har han antaget af sin moder Maria.

Gal 4, 4. Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde.

 

403. Hvoraf beviser du, at Kristus er en sand væsentlig Gud?

Foruden hans evige fødsel af faderen samt guddommelige egenskaber og gerninger vidner skriften derom med klare ord.

1 Joh 5, 20. Jesus Kristus er den sande Gud og det evige liv. Tit. 2, 13.

 

404. Kan du ydermere bevise, at Kristus er Gud og mand i én person?

Ja.

Joh 1, 14. Ordet blev kød og boede iblandt os. Rom 9, 5. Kristus er af fædrene efter kødet, som er Gud over alting, velsignet i evighed.

 

405. Hvorfor måtte Guds søn blive et sandt menneske?

At han for os mennesker og i vor dødelige natur kunne smage dødens bitterhed.

 

406. Hvorfor måtte han derhos være en sand Gud?

For at hans død og offers blod kunne have en uendelig forsoningskraft.

 

*407. Er Jesus af nazaret den sande messias og forjættede verdens frelser?

Ja, for alle de kendetegn, som skriften anfører om den sande messias, findes hos Jesus af nazaret. Han er født af Judas stamme, 1 Mos 49, 8. 10. Af Davids slægt, 2 Sam 7, 12. I Betlehem, Davids stad, Mik 5, 2. Af en jomfru. Es 7, 14. se mere Hag 2, 7-9. Dan 9, 24. Ja alt andet, som er spået om den sande Messias fornedrelse og ophøjelse, passer sig aldeles og alene på vor Jesus af Nazaret. Sl 21; Es 53.